Den fullständiga böjningen i de enkla tempusformerna ses af följande 2 exempel, det ena på ett svagt, det andra på ett starkt verb.
Præs. act. pass. act. pass. indic. sing. løser løses griber gribes plur. løse løses gribe gribes conj. sing. plur. løse! gribe! imper. sing. 2 pers. løs! grib! plur. løser! griber! infinit. løse løses gribe gribes particip. løsende gribende Impf. indic. sing. løste løstes greb grebes plur. løste løstes grebe grebes Part. præt. sing. comm. løst greben neutr. løst grebet plur. løste grebne.
Konjunktiven brukas blott i præsens och med betydelse af en önskan; dock förekommer denna form ej ofta (han leve!). Impf. conj. som finnes i svenskan, fattas i danskan.
De tre personerna åtskiljas icke. Deremot åtskiljas i skrift (icke i dagligt tal) numeri i aktiva formens præsens och till en del i de starka imperfekten derigenom, att pluralis ändas på -e: han løser, de løse; han griber, de gribe; - han greb, de grebe; han gav, de gave; men: han drak, de drak; han gik, de gik (blott i skaldernas språk förekomma äldre former som: de drukke, de ginge o. s. v.).
Imperativus bildar i skrift andra personen i pluralis på -er: løs! løser!
Participium præteriti passivi ändas i den svaga böjningen i singularis på -t: løst; i den starka böjningen ändas den enligt regeln i sing. comm. på -en (neutr. -et, pluralis och bestämd form -ne): greben (grebet, grebne).
I den första svaga klassen förändras detta participium på följande sätt: sing. (i båda genera) lavet, plur. och bestämd form: lavede. I den starka böjningen finnes emot regeln i några ord ändelsen -t: bidt (sv. biten), plur. bidte; brudt (sv. bruten), pl. brudte. Den skillnad, som i svensk skrift förefinnes emellan neutrum sing. af participium præt. pass. och det s. k. supinum (lagadt, lagat; böjdt, böjt; drucket, druckit), vet man ej af i danskan.