Hostrup: Fodrejsen.
97
FODREJSEN.
(Hostrupx Eventyr paa Fodrejsen.)
Man maa rejse tilfods for at sprænge med Hast Alle Lænker, der binde til Hjemmet os fast: Man som Fuglen i Luften maa tumle sig fri, For at glemme det daglige Livs Vrøvleri. For at blive Kulturen og Moderne kvit, Og de huslige Glæder og Venners Visit, For at lose sin Aand Fra de strammende Baand 'fa'er man Randsien paa Nakken og Staven i Haand.
Man maa rejse tilfods for at doje lidt Ondt, For at leve et .Liv i det korte Sekundt, For fra Morgen til Aften at trave sig træt. For at torste, for at sulte og spise sig mæt. For at sige det Skjonne Goddag og Farvel, Og bestandig med Haabet slaae Mindet ihjel, For at rore sin Aand Uden hæmmende Baand Ta'er mail Randslen paa Nakken og Staven t Haand.
Thi den evige Higen, som aldrig faaer Fred, Det er Fodrejsens dybeste Hemmelighed: Ikkun fremad og fremad og aldrig forknyt' Har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt. Om da ogsaa man fængsles et enkelt Minut, Om man bli'er undervejs i en Dejlighed skudt, Man maa rive sin Aand Fra de standsende Baand Og ta'e Randslen paa Nakken og Staven i Haand.
ADAM HOMOS BRYLLUP MED BARONESSE MILLE.
(Fr. Paludan-Åfiiller: Adam Homo.)
Den store Morgen stod betids han op, Hofjunker-Uniformen at probere, Der, syet i Kjobenliavn af Skyæder Popp, Og uys tilbage skikket, for lidt mere
1. Vrovleri trak, eg. struntiirnt. ltandsel ransel, 3. dojc Ondt (Sk.) sli:a ondt. 3. Higen likande, lnngtnn. forknyt ftirsagd, modlos, skndt (nf skyde) i cn Dei lighed o: kiir i, fortjust i eti ung skdnhet,--t. betids i god tid.
M. Hammerich: Danska och norska fæsostyeken. 7
