Ordsprog.
109
Gjerning vil have Tid, men Tid vil ogsaa have Gjéining. — Gjensti bliver ofte Glapsti. — Den fa-aer ingen Hare, som vil to jage. — Veien til Helvede er brolagt med gode Forsætter. — Det er let gjort at fiske paa Fadet. — Det er den rette Karl, der æder saa han sveder og arbeider saa han fryser. — Tungt- Arbeide gjør let Søvn.
Solen gaaer sin Gang, om Manden sover eller vaager.
— Bjerg er godt at bygge paa, men ikke at saae paa. — Een Mand styrer Baaden bedst.—Han kan ilde kjøre, som ikke kan vende. — Der skal stærke Skuldre til at bære gode Dage. — Døden er vis, men Dagen er uvis. — Naar Løgn og Sandhed mødes, da har Løgnen tabt.
Der er Faa som Fader og Ingen som Moder! — Til sin Ven skal man komme buden i Medgang og ubuden i Modgang. — Ven kjendes i Nød og ikke i Springedands.
— Smaa Sorger tale, de store tie. — Jeg er ligeglad, sagde Gutten; han gik og græd.
Reenlighed er en god Ting, sagde Kjærlingen; hun vendte sin Særk Juleaften. — Den ene Sorg slukker den anden: igaar døde min Mand, idag tabte jeg min Naal. — Hvorfor skal vi gjore Noget for Efterkommerne? de har ikke gjort Noget for os. — Det kommer igjen, sagde Kjærlingen; hun gav sin So Fie sk. — Kom til mig imorgen, saa er jeg ikke hjemme. — Sligt hænder ofte paa Søen, sagde Kobben (Sælhunden); han fik et Skud i Øiet. — Hvordan gaaer det? sagde den Blinde til den Halte; som du seer! sagde den Halte til den Blinde.
Glap-sti, af plippe glida ut. a]a fel (niotsv. „Geavagar aro senvagar"). brolægge stenlåg'ga. — SpTtngcdands o: Sllingpolska.
