Alt da snoede den grønne Humle
Sig ad den Kirkeside.
Storken sidder udi Redet strunk,
Og seer hun ud saa vide. — [1]
»Og hør du, kjære Fru Inge!
Du est en Qvinde saa puur:
Ei sømmer det sig, at bede til Gud
I sligt brøstfældigt Skuur. [2]
Vinden blæser udi Kirken ind,
Og Regnen ned mon dryppe.
Christus er steget til Himmelens Sal,
Hau nøies ei meer med en Krybbe.
Hør du, allerkjæreste Hustru min!
Jeg siger dig det for sand:
Op skalt du bygge Kirken af ny,
Mens jeg er dragen af Land. [3]
Taget du dække med røde Tegl,
Af Steen du føre den Muur;
Ned da skalt du rive saa brat
Det usselig Kirkeskuur. [4]
Tage du saa mit Skarlagen-Skind,
Af Fløiel det vel maa være;
Alt til et Alterklæde skjønt
Du snildelig saa det skære.« — [5]
Det var sig Fru Inge.
Hun svared sin Husbond med Ære:
»Som I siger, min ædelig Herre!
Saa bør det vel sig være.« —
»— Hør du, kjære Fru Inge!
Gud haver velsignet dit Liv:
Føder du mig en Son saa bold,
Da est du en Danneviv. [6]
Føder du mig saa bold en Son,
Da gjør du mig Tankerne glade;
Føder du mig en Dotter skjøn —
Jeg vil hende ikke hade.
––––––––––––––––––––––––
