14
I. Siigocr och Åfventyr.
MOLBO-HISTORIER.
(Molboernes Bedrifter, udg. af R. Rask.)
Kirkeklokken. En Gang havde en Skalk indbildt Molboerne, at Fjenden var i Riget, og at han snart vilde komme, at indtage deres Land. Da de ingen Bøsse havde at forsvare sig med, toge de sig for, at frelse hvad de kunde fra Fjendernes Hænder. Det, som de da holdt mest af, og først vilde redde, var deres Kirkeklokke. De arbejdede da så længe med den, til de endelig tik den ned af Tårnet; men de rådsloge længe om, hvorledes de skulde gjemme den, så Fjenden ikke skulde finde den. Tilsidst bleve de enige om, at sænke den ned i Havet. Derpå slæbte de den i en stor Båd, og droge langt ud på Havet med den, og kastede den så ud i Vandet. Da den nu var udkastet, begyndte de at tænke sig om, og sagde til hverandre: Nu er den vel nok gjemt for Fjenden; men hvorledes finde vi den igjen, når Fjenden er borte? Men én af dem, som var klogere end de andre, sprang op og sagde: Det har gode Veje, vi kan jo sætte et Mærke til den. Straks snappede han sin Kniv op af Lommen, og skar en stor Skure i den Side af Båden, hvorover de havde udkastet den, og sagde: Iler var det, vi kastede den ud! Da det var skjet, droge de ganske rolige til Lands, og troede vist, efter dette Mærke igjen at kunne oplede den.
Det tørstige Træ. Da et Selskab Molboer en Gang gik forbi en Dam, så de et Træ, som stod tæt ved Dammen og hang ud over den med Grenene. De forundrede sig over dette, og sluttede fornuftigt, at Træet måtte være tørstigt og række efter Vandet. De besluttede da af Medlidenhed, at ville hjælpe Træet til at drikke, og trække Grenene ned til Vandet; men det var så højt, at de ej kunde nå Grenene. De faldt derfor på, at én skulde klyve
Mol-boer, Jyllands lloeoter, boende pa .Mols, en lialfo vid Knitegat. — liar gode Veje c: later sig lait gitrn. Skure skarn, rolig lugn, stilla. oplede uppleia. — rajkke stråeka sig. trmkko draga. klyve klifva.
