292
5. Caltuiliistoriskfi Styeken.
paa vore Jeans de Francer og at opbringe alle dem, som reise uden Forlov af Øvrigheden.« Han skjemtede ined det forgjæves Arbeide, at ville vænne sin Mund til den parisiske Accent og Tone, hvorved man kun »gjør sig latterlig saavel blandt egne Landsmænd som blandt franske Folk«'; han havde kjendt tvende Studerende, hvis Hovedstudium var at tale som indfødte Parisere, men »saasom de samme Personer bleve begge siden Amtmænd udi Island«, kom det dem til ringe Nytte. Den fornemme Skik, at tale Tydsk og Fransk med Børnene istedenfor Modersmaalet, lod han heller ikke upaatalt. Selv var .han fremfor Nogen velbevandret i Europa, og fortrolig med dets Sprog og Litteraturer; men det. var som dansk Forfatter, han vilde gjore sin europæiske Dannelse frugtbar, »Mit Navn,« siger han, »kunde maaskee have været nogenledes bekjendt udenlands, hvis jeg ikke havde skrevet i det danske Sprog, der er saa indskrænket, at man ofte i Dannemark selv maa søge efter den, som forstaaaer det. Men det er mig nok, at have bragt mig i Hukommelse hos mine Landsmænd alene og at have fortjent Tak af mit Modersmaal.«
I Modsætning til den snart tunge og platte, snart ziirlig snirklede Modestiil, synes Holberg at have formet sit Skriftsprog nærmest efter daglig Tale; det var jo ogsaa som Lystspildigter, han først havde faaet Pennen paa Glid, og i ældre danske Skrifter fandt han ikke sine Forbilleder. Vor Litteratur af Kjæmpeviser, Krøniker og gudelige Bøger havde han ingen Sands for og omtaler den ikke uden skjemtviis eller angrebsviis: de Spirer, der gjemmes i den, har han ligesaa lidt hjulpet til at udvikle, hvad Udtrykket, som hvad Tankerne angaaer. Han havde sin Forneielse af, i de gamle Lovbøger, i Bøndernes jevne Tale at finde gode danske Ord og Vendinger, »hvoradi end lærde Folk ere ukyndige, saasom de ere komne af Brug«; men som Forfatter holdt han sig til sin Tids dannede Samtalesprog. Var det Udtryk, han trængte til, ikke tilstede, tog han
snirklet utpyatnd (i snacklioier). fan paa Glid fdi gang.
