20
I. Siigocr och Åfventyr.
er jeg kommet herop til Himmeriges Port; de sige, den bliver lukket op ogsaa for saadan en Stakkel, som jeg! og nu har jeg jo ingen Huus mere dernede paa Diget, dog det giver mig da ingen Adgang her.«
Da aabnede sig Himmeriges Port, og Engelen førte den gamle Kone ind; hun tabte et Sengehalm udenfor, et af de Straa, der havde ligget i hendes Seng, den hun tændte for at frelse de Mange, og det var blevet til det pure Gnid.
SKOVTROLDEN. (Ingemann: Digte.)
I Hoien hist bug Skoven der Skovtrolden boer; Han er en falden Engel, men faldt kun til Jord.
For slet han var til Himlen — til Helved for god; Her faldt han mellem Lige. Men sær er hans Bod.
Hver Midnat gaaer Skovkæmpen taus af Hoien ud; Det er som han vil bede, men kan er nævne Gud.
Han læner sig til Stenen paa Kæmpehoieus Top; Vildt stirrer han i Natten mod Stjernehæren op.
Hans Aasyn er som Kongens, der Skov-Uhyret blev: Paa hoie Pande Hovmod Trods-Mærket skrev.
Af Himmelfyrstens Hoihed en Hest dog er igjen; Det er som for hvert Lyn-Blik en Verden farer heil.
Mod stolte Kænipehjerte hans Haand er knuget fast: Det er som lik han Lise, hvis Steenhjertet brast. To lige stærke Villier hans Sjæl slutter ind: Det er som Englen kæmper med Djævlen i hans Sind.
Defc er som bag hans Oie et Hav af Taarer laae. Men aldrig en Draabe til Kinden kunde naae.
Som Vægt af tusind Bjerge ham knuger Marv og Been; Men ei „han sig kan boie — hans Knæ-Led er som Steen.
Naar Morgenklokken ringer fra fjerne Kirkeby, Maa Kæmpen med et Harm skrig ind i Hoien flye.
Hver Midnat staaer han atter paa Kæmpehoiens Top — For Dommedag hans Kamp og Qvn.1 ei horer op.
Adgang tilltriidp. — — 1. hist derborta. 2. slot clak, and. sær sallsam. Itod strafT, bot. 3. taus tyst, 4. iajnesigtil luia sig mot, 5. Uhyre odjur, vilddjur. G. Lyn ljungcld, blixt. 7. knuge prossa. 10. Marv xuarg.
