H. C. Andersen: Den grimme Ælling.
29
op; »11 ei, jeg har ikke Alle! det største Æg ligger der endnu; hvor længe skal det vare! nu er jeg snart kjed af det!n og saa lagde hun sig igjen.
»Naa hvordan gaaer det?« sagde en gammel And, som kom for at gjøre Visit. »Det varer saa længe med det ene Æg!« sagde Anden, som laae; »der vil ikke gaae Hul paa det! men nu skal Du see de andre! de ere de deiligste Ællinger jeg har seet! de ligne Allesammen deres Fader, det Skarn, han kommer ikke og besøger mig.« — »Lad mig see det Æg, der ikke vil revne!« sagde den Gamle. »Du kan troe, at det er et Kalkun-Æg! saaledes er jeg ogsaa blevet narret engang, og jeg havde min Sorg og Nød med de Unger, for de ere bange for Vandet, skal jeg sige Dig! jeg kunde ikke faae dem ud! jeg rappede og snappede, men det hjalp ikke! Lad mig see Ægget! jo, det er et KalkunÆg! lad Du det ligge og lær de andre Børn at svømme!« — »Jeg vil dog ligge lidt paa det endnu!« sagde Anden; »har jeg nu ligget saalænge, saa kan jeg ligge Dyrehavstiden med!« — »Vær saa god!« sagde den gamle And, og saa gik hun.
Endelig revnede det store Æg. »Pip! pip!« sagde Ungen og væltede ud; han var saa stor og styg. Anden saae paa ham: »Det er da en forfærdelig stor Ælling den!« sagde hun; »ingen af de andre see saadanne ud! det skulde dog vel aldrig være en Kalkun-Kylling! naa, det skal vi snart komme efter! i Vandet skal han, om jeg saa selv maa sparke ham ud!«
Næste Dag var det et velsignet, deiligt Veir; Solen skinnede paa alle de grønne Skræpper. Ællingemoderen med hele sin Familie kom frem nede ved Canalen: pladsk! sprang hun i Vandet: »rap! rap!« sagde hun, og den ene Ælling plumpede ud efter den anden; Vandet slog demover Hovedet, men de kom strax op igjen og flød saa deiligt; Benene gik af sig selv, og Alle vare de ude, selv den stygge, graa Unge svømmede med.
revne remna. vælte valtra sig.
bange radil, Dyrehav stiden eg. tiden for nojen i „Dyrehaven".— styg ful. komme efter komma under lund med, — f 1 o d, af 11 v d e.
