H. C. Andersen: Den grimme Ælling.
45
satte sit Gab lige ned imod Ællingen, viste de skarpe Tænder--og pladsk! gik ban igjen, uden at tage den.
»O Gud skeeLov!« sukkede Ællingen, »jeg er saa styg, at selv Hunden ikke gider bide mig!« Og saa laae den ganske stille, mens Haglene susede i Sivene, og det knaldede Skud paa Skud.
Forst langt ud paa Dagen blev der stille, men den stakkels Unge turde endnu ikke reise sig, den ventede flere Timer endnu, før den saae sig om, og saa skyndte den sig afsted fra Mosen, alt hvad den kunde: den løb over Mark og Eng, det var en Blæst, saa at den havde haardt ved at komme afsted.
Mod Aften naaede den et fattigt, lille Bondehuus; det var saa elendigt, at det ikke selv vidste, ti! hvad Side det vilde falde, og saa blev det staaende. Blæsten susede saaledes om Ællingen, at han maatte sætte sig paa Halen for at holde imod; og det blev værre og værre: da mærkede han, at Døren var gaaet af det ene Hængsel, og hang saa skjævt, at han igjennem Sprækken kunde smutte ind i Stuen, og det gjorde han.
Her boede en gammel Kone med sin Kat og sin Høne, og Katten, som hun kaldte Sønneke, kunde skyde Ryg og spinde, han gnistrede saagar, men saa maatte man stryge ham mod Haarene; Hønen havde ganske smaa, lave Been, og derfor kaldtes den Kykkelilavbeen; den lagde godt Æg, og Konen holdt af den, som af sit eget Barn.
Om Morgenen mærkede man strax den fremmede Ælling, og Katten begyndte at spinde og Hønen at klukke.
»Hvad for Noget!« sagde Konen og saae rundtomkring,
- :n hun saae ikke godt, og saa troede hun, at Ællingen
var en fed And, der havde forvildet sig. »Det var jo en rar Fangst!« sagde hun, »nu kan jeg faae Ande-Æg, er den bare ikke en Andrik! det maae vi prøve!«
Og saa blev Ællingen antaget paa Prøve i tre Uger,
for forrun. have haardt ved hafva svart for. — saaledes sil, till don grad. il al o stjert, Sprække (spricka, springa) 3: iippniag. — saagar (Tysk.) till och med. godt bra. — klukke klucka, skrocka. — Uge vccka.
M. Hammerich: Daaska och aorska lasestyoken. 3
