Den rödmer kun Bræmmen af Henriks Skrin.
Her sad jeg en Aften, — uendelig Trist
Og öde syntes Alting mig da, —
Til de fremmede Vidder at flyve derfra,
Vil være en Lindring — det hjelper vist!
Som Fuglen den skræmte, der pikker paa Rude,
Jeg kommer igien, — der er tomt derude.
Jeg lægger mit Hoved paa Stenen ned,
Der hviler det bedst, der faar det Fred.
Hvad Suk var det? Det lod mig saa nær!
Det kom som en Pust gjennem Lundens Trær,
Det klang af en Smerte, saa dyb, saa hed,
Som et Suk af den dybeste Sorg, jeg ved;
Det klang, som naar Hjertet maa slippe sitt Haab,
Som i Nödens Time det sidste Raab.
Hvad, værre endnu? Som en bristende Ed?
Som Mödres Stönnen ved Sönners Kiste?
Som naar Broder fra Broder Haand maa vriste
Og see ham synke i Dybet ned? —
Det klang saa tungt, saa tungt,
Som et Suk af det ofrede Danmark.
På ett gammalt herresäte.
Tillägnadt två älskande par.
I.
Du vänliga borg,
Som min flygtiga glädje har hägnat,
Och lindrat min sorg,
Åt dig har mitt qväde jag egnat!
Hur är det ej fridfullt, varmt och godt
