112
2. Bilder ur iifvet.
Scitgaang inbtøffi tot en ©tabb, bev Ijcbb 3?a$feborve. ©ttj betoaavS Ijtoo be gi! te! ®æ loa en S3agtmejfter Be fjaev ©fabvott, fyau tjab lo o mrej faa ©tvatfunb, begaatig bi ffoto ©røhj ©feel i^M: fyan Tjab unbt^loet manne SRumeffer i Sti. §au fe, tc bc ©tatø tte ØtaSfebotve toa be gtommefte ©tato, te Ijrtn Ijab luet i; men be ue 81> B e f to ar nm o gromnter, faa toioc maatt bi fjaafl cb i ni ®an eta ftjøv ub oto bi ®øe — be lua retten ftræng faa bi foffe SSæftet; SDten be SftaSfeborve — font SI ffu fotccll — toav eb faa »tøj amfete aa ft, fyubbcn bet gif te. foe en fvanff ©æfbaat, Ijan gif mce et Bette 23aaett jjo IjattS fangenet. „©o er et ©fanen!" fø 31. ,,^iiB tttte taang Siør!" fe l)att. „©o ffa Ija gannen!" fo ?f, „21 tja fjæl ktatf> mi ^Kb, 51 fjotot baafcbe $iio aa 9it>v aa Sfiottbbeeb a 9taØ 9faSf, begaattg »i loe i 33feI)Pto." SDfcu faa faut bev ett gvitSfeltg Jpotoiueit ørranSmænb, aa bi rolot aaSfe „^Stiv titæ laang 9tør!" faa tint St, be ce be brcjft ©o vier bi ©ej, out ©o bit beSjaatl bi
©egaattg Bi faa tam te £ am bor ve igjen, faa otfl Bt ett Icengev bæ ee Øranémanrteit. ©a Bi faa gaatoaf te f)am, ba gvceb ^prtnS (sEfmøft font et SBaacn, faa Ijan Bifl ett tjaa toov aa tttæ tooS. „gfaatøal!" fo Bt, „9fbtø!" fo bi, „abiiJ JRceb aa £>au!" ©aa begtjnt bi igjen mæ bje -piofnaf. „3a piitt 3 no . .." fo Bt, aa faa vejl) tot te Saautjoiob. ©te fam Sofaf= feren otit too®. ©i Bit prtf cctie tooS nice bje ^igfjeppev. ©ett fo!)ft, 9t foe, tint 91 to ar en jhfltter; men ba Ijan fam ncevev, (it 91 toat te bc ffu Bccr at S'rigSfaact. ,,©d cv eit fuc Sfaaei
hvor det gik til! Der var en Vagtmester ved fjerde Esqvadroa, han havde været med for Stralsnnd, dengang de slog GrevSchill ihjel: han havde il nb 1 i B el (tagit lifvet af) mange Mennesker i Krig. Han sagde, at det Slag vod Ratzeborg var det grummeste Slag, at liaa havde været i: men det ved Liiheck var endnu grummere, for der maatte de holde det (o: Ud 11a lit) i ni Dage at kjore ud af de Dodo, — dot var rot strengt for de fo (tc Sæfter (staekars hiistnr). Men ved Ratzeborg — som jeg skulde fortælle — var det saa moget ynkeligt at see, hvordan det gik til. Jeg saae en fransk Soldat, han gik med et bitte Born paa hans Bajonet. „Du er et .Skarn " sagde jeg. „Pibe med langt Ror!" (vi v e 1' em per c ur!) sagde han. „Du skal have Fanden!" sagde jog, „jeg liar selv betalt min Pibe; jeg kjobte baado Pibe og Ror og Q)2ltlltitufc (munstyeke) af Ras Rask, dengang vi lnao i Itzoho," Mea saa kom der en gruføtig (afv, N., o: gruflig) Hoben Franskmænd, og de raabte ogsaa: „Pibe med lnngt Ror!" saa tænkte jeg, det er det Bedste, da rider din Vei, om du vil beholde dia Pibe. — Dengang vi saa kom tit Hamborg igjen, saa vilde vi ikke længer være ved Franskmanden. Da vi sagde Farvel til Jiam, da græd Priads Eckmiiht som et Barn, for han vilde ikko have været af med os. „Farvel!" sagde vi. „Adieu", sagde de, „adieu, Ræv og Hare!" (å revoir!) Saa begyndte de igjen med deres Pibesaalc. „Ja pib I nu . . sagde vi, og saa red vi til Bornhoved. Der kom Kosakkerne om os. De vilde prikke efter os med deres Pigkjoppo (o: pi kar). Den' forste, jeg saae, tænkte jeg var en Kræmmer; mon da han kom nærmere, kunde jeg vel see, at det skolde være en
