156
3, JJaturskildringar.
galopperer i vildt Raseri frem og tilbage, og da Slyngen derved snart kommer om Forbenene og snart om Bagbenene, saa gjør Dyret de morsomste Kaprioler og Luftspring for at faa Benene fri. Øiet kan neppe følge Hurtigbeden af dets Bevægelser. Ligesaa gjerne som Dyret vil løs, ligesaa gjerne vil Finnen blive det kvit, naar ban kun kunde faa løst Slyngen, men som Dyret ved sine vilde og ubændige Spring stedse mer og mer indvikler sig i; det trækker Finnen afsted med sig, lange Stykker. Under denne Kamp er Alt sprunget forskrækket tilside. Ved efterhaanden at vikle Slyngen mere og mere om Armen, kommer Finnen stedse Dyret nærmere og nærmere ind paa Livet. Opbragt lierover steiler det, og søger med Forbenene, der gaa som Trommestikker, at kjole sin Harme og slaa Finnen til Jorden. Saa stille og ubemærket som muligt, har imidlertid en anden Fin nærmet sig, men nu bliver Dyret ogsaa ham var, og fordobler nu sin Heftighed. Omsider lykkes det den sidstankomne Fin, fra Siden 'af, at komme Renen ind paa Livet, og rask og behændigt favner han det. Med Bagbenene søger Renen at sparke begge sine Modstandere fra sig, men forgjæves. Pludseligen bliver Dyret ganske stille og rører sig ikke, men staar med ludet Hoved, medens Øinene lure og løbe om i Hovedet til alle Sider. Paa engang hæver det Hovedet, stanger, steiler og slaar med Forbenene, styrter overende og tager begge Finnerne med sig i Faldet, og alle tre ligge nu i Sneen og kjæmpe, og komme atter op igjen. Omsider have Finnerne faaet Slyngen af Dyret, og i vild Gallop farer det nu afsted hen over Sneen, thi det tror sig ikke sikker, førend det har trængt sig dybt ind i den tætteste Hob af de andre Dyr, udbredende her en øjeblikkelig Skræk, Forvirring og Flugt, hvori de dog blive hindrede af Hundene, og siutte sig derfor endnu tættere sammen.
Da de faa Ren vare fangede, som jeg behøvede, blev der strax spændt for; thi Per Banners Kone samt ogsaa hans
Trommestikke trumpinne. lude tuta.
