218
■t. Historiska Skildringar.
Da Krigene mellem Danmark og Sverrig efter Unionens Opløsning fortsattes med samme Raseri, eller førtes endnu vildere og mere ødelæggende end før, følte Grændseboerne, hvis Samdrægtighed og gjensidige Velvillie bevarede sig gjennem Tiderne, uden at berøres af det Had, der glødede hos begge Rigers erobresvge Styrere, fremdeles Trang til ved det gamle Middel at betrygge sig noget mod Krigens Onder. Bønderne fortsatte med en mærkværdig Udholdenhed disse Bestræbelser langt ned i Tiden. Bondefrede forekomme endnu i den anden Halvdeel af det syttende Aarhundrede. Under den blodige Krig mellem Karl den Ellevte og Christian den Femte, for hvilken Skaane især var Skuepladsen tilligemed de tilgrændsende Dele af Smaaland, sluttede i Aaret 1676 »efter gammel Sædvane« Sognet Virestad i Smaaland »en almindelig, sikker og kraftig Bondefred« med Sognene Lousliult og Ousby i Gøngeherred, og man forpligtede sig gjensidig til ikke blot at holde Fred indbyrdes, men ogsaa efter Evne afvende fra hinanden al Ulempe, som disse Tider kunde medføre. Men i disse sidste Bondefrede viser ikke blot Sproget, der er spækket med fransk-latinske Ord, men den hele tamme og mere spagfærdige Tone, at Tiderne ere betydelig forandrede; man fandt det nu fornødent at tilføie det forsigtige Forbehold: »Hvad Øvrigheden og Militien vil have frem, det præjudicere vi ikke«.
TRÆK AF CHRISTIAN DEN FJERDES PERSONLIGHED.
(Pr. Hammerich: Danmark under Adelsvælden.)
De patriarkalske Forhold førte med sig, at Fyrsterne, ganske anderledes end nuomstunder, maatte give sig af med utallige Smaating: det havde baade Gustav Vasa, Karl den niende og Henrik den fjerde gjort; men Christian den fjerde kan ikke frikjendes for, at have drevet Iluusfaderligheden for vidt og sommetider fortabt sig i det Smaavurne; at Høet
spagfærdig spak. — — snianvuren sraaaktig (jfr. iUavuroa).
