22
I. Siigocr och Åfventyr.
det sidste Skimt af Menigheden, som endelig drejede om paa Vejen og forsvandt.
»Kikiki!« Vips! da fløj den ind-igjennem den aabne Kirkedør, og kom inden et Par Sekunder med Sølvkalken i Nebbet. Der dryppede endnu nogle Viin-Draaber af den, og hvor de faldt til Jorden, skjød der smaa Jomfru-Roser og Forglemmigejer op. »De kunne røbe mig«, tænkte Tyven, og saa fløj han først rundt om Kirken, til den sidste Draabe var afdryppet, saa Kirken stod i en Ring af dejlige Blommer, og derpaa ind i det Dunkleste i det ene af Piletræerne, og forstak saa Kalken der i Træhjertet, hvor Skuddene vare tættest.
»Kjære, vene Piletræ«, sagde Skjæren, »vil du bare negte, at du veed hvor Kalken er, om der skulde komme Nogen og spørge, og sværge derpaa, om det skulde knibe, skal jeg flyve til-himmels og hente baade Solskinsguld til at forgylde Oversiden af dine Blade med og Maaneskinssølv til at forsølve Undersiden med, saa du skal blive det fagreste Træ i Skoven.«
Det var Noget at lytte til. Forgjæves hviskede det andet Piletræ: »Gjør det ikke! Gjør det ikke! Søde Silje-mi, gjør det ikke!« Kalken stod der allerede dybt nedtrykt mellem de inderste Kviste, og Skjæren hoppede allerede paa Kirketaget.
Men Dagen efter, da Klokkeren erindrede sin Forglemmelse og kom hæseblæsende til Kirken, blev der en Forskrækkelse paa ham og Præsten. Begge rundt-om i Bygden for at spørge efter. Men nej! Alle Mennesker negtede at vide det mindste om Kalken; Kvæg og Heste vendte Halen tilvejrs og løb bort over Marken, Faarene rokkede med Hovedet, som om de havde faaet Vand i Ørene, Gjedebukken bevægede Hovedet frem og tilbage og til Siden, Mikkel Ræv bandte og svor, da han vidste, han ellers ikke blev troet. Træerne rystede paa- Hovederne, Ekkoet lo i
robe rdja. forstikke undaasticka, gomma. Skud ukott. — venskiiii, van. negte neka. — Silje-mi K. min salg. — hæse-blæsende andtrutcn. Kvoig boskap. Hale svans, rokke med ruuka pa. bande o: fdrbanna sig. ellers annars. lo, af le skrntta.
