3. O Jesus, Herre, Broder sød!
Du kjender bedst den bittre Død,
Du har den overvundet;
Vor Skabning grant og kjender Du,
Veed godt, vi alle seer med Gru
Vort Timeglas udrundet! [1]
4. O, kom Du, som engang, jeg veed,
Du i Din Faders Herlighed
Skal klart Dig aabenbare;
Var det i Gry, var det i Kveld,
Jeg skyndte mig, med kort Farvel,
I Sky til Dig at fare.
5. Men kommer Døden forend Du,
Kom da i Løn, og kom ihu,
Hvor mørkt der er i Graven!
Omstraal mig, saa jeg glemmer den!
Salv Øiet paa Din syge Ven,
Saa jeg kan see Guds-Haven!
6. Kom i den sidste Nattevagt,
I en af mine Kjæres Dragt,
Og sæt Dig ved min Side!
Og tal med mig, som Ven med Ven,
Om hvor vi snart skal sees igjen,
Og glemme al vor Kvide!
7. Kom, som Du vil! jeg veed det vist,
Du selv har sagt, at her og hist
Du kjendes vil paa Røsten:
Den Røst, hvorved, trods Verdens Larm,
Os Hjertet brænde kan i Barm,
Og smelte hen i Trøsten!
8. O lad mig, i min sidste Stund,
Det høre af Din egen Mund,
Som Aand og Liv kan tale,
Hvor rart der er i Himmerig,
Og at Du Stol har sat til mig
I Dine lyse Sale!
9. Før Døden, med sin Iistap-Haand,
Gjør Skjel imellem Støv og Aand,
Bortvifter Hjertets Varme,
Indslumre skal jeg da med Lyst,
Som Barnet ved sin Moders Bryst,
I Dine Frelser-Arme!
1. Som Dugg paa slagne Enge,
Saa falder Livets Ord
Paa Christnes Sottesenge;
I Sky da Haabet groer,
Og Trøsten over Døden
Deraf er Førstegrøden,
Forsvundet er derved
Al Dødens Bitterhed!
2. Som Sol gaaer ned bag Lunden,
I Havet lyseblaat,
I Sommer-Aftenstunden,
Mens Fugle kviddre smaat,
Saa gaaer den Sjæl til Hvile,
Ifærd med sødt at smile,
Som føler: i sit Ord
Hos os Vorherre boer!
3. Som let vort Legem gyser,
I Sommer-Morgengry,
Mens Morgenstjernen lyser
Og lover Dag paany,
Mens Sommer-Dagen gryer
I hvide Morgen-Skyer,
Saa er med Livets Lys
Vort sidste Kulde-Gys!
Jónas Hallgrimsson (S. 144–7) föddes på Hraun i Øxnadal på Island
1807. Efter at hafva genomgått Bessastads lärda skola var han ett par
år skrifvare hos »landfogden» i Reykjavik; först 1832 tog han
- ↑ Gru fasa.
