Overgangen fra þ til d i sigaduʀ *Sigihaduʀ af urgermansk *Sigihaþuʀ forklarer jeg som indtraadt för den særlige germanske Betoning ifölge Verners Lov; idet a var svagt betonet, medens Hovedtonen laa paa förste Led. Jeg holder det for mindre sandsynligt, at d, d. e. ð, i sigaduʀ istedenfor þ skal forklares saa, at Indskriften er fra en Tid, da den stemmelöse Spirant þ i Indlyd i Nordisk i alle Ord mellem to Vokaler var gaaet over til den stemte Spirant ð.
I sigaduʀ af *Sigihaduʀ er andet i af sigi- trængt ud. Kluge har anfört flere Eksempler paa germanske Sammensætninger med en i-Stamme som Forled, i hvilke i tidlig er forsvundet ogsaa efter kort Stavelse, f. Eks. ags. hoppáda Overklæde ved Siden af hype Hoft af Stamme hupi- ags. rugern, Betegnelse for en Maaned, af ryge Rug. I Personnavne synes en saadan Elision af i lettere at kunne indtræde. I ags. findes sigbeacn for sigi- blandt Epinal-Glosserne (fra Begynd. af 8:de Aarh.); Sigbald, Sigberct, Sigburg og flere ensartede Navneformer i Liber Vitae fra c. 800, medens dog Navne paa Sige- findes længe efter denne Tid. I frankiske Kilder paa Latin fra 8:de Aarh. skrives Sic-.
I Modsætning til sigaduʀ (hvor andet i af sigi- er trængt ud) af *Sigihaduʀ staar saligastiʀ med bevaret i paa Berga-Stenen. Jeg formoder, at sigi- med bevaret i brugtes som Forled i andre Ord samtidig med sigaduʀ. Ved denne Stamme er Synkope i Nordisk tidligere ikke paavist för end i Sichfrith i Ulster-Annalerne ved Aar 889, Sitriucc ved Aar 875. Jfr. derimod en Danske Sigifridus hos Einhard 892, mulig ved Indflydelse af frankisk Sprogform (Bugge, Bidrag til den ældste Skaldedigtnings Historie S. 13).
Formen sigaduʀ af *Sigihaduʀ beviser, at h mellem to Vokaler en god Stund för den her behandlede Indskrifts Tid blev udtalt som Aandelyd og ikke som den tonlöse Spirant ch eller χ. Jfr. uþᴀrᴀbᴀspᴀ paa Björketorp-Stenen af -spahu.
Efter det foregaaende har den etymologiske Betydning af Navnet sigaduʀ *Sigihaduʀ været ’den seiersæle (i Kamp overmægtige) Kriger’. Men hvis jeg har Ret i den Formodning (Helgedigtene S. 157—159), at Stǫrkoðr af *Starkhǫðr engang har været opfattet som ’den stærke Hadubarde (krigerske Barde)’, saa kan sigaduʀ *Sigihaduʀ ogsaa have været opfattet som ’den seiersæle Hadubarde (krigerske Barde)’.
