i þiufs handum“. ællær „ælti iak þiuf af — þy æm iak værþær vnningiæ laghæ — ok lysti firi fyrstæ motsmanni ok næstæ by ok þriþiæ þingi. Þy æm iak værþær ortiuuæ at væræ“. Þa skal hin til gangæ, ær grip sin hauir kænt, ok sværiæ, „at gripær sa var fra mær stolen ok hvarghin sankændi iak fyr æn hær, ok iak a ok þu ikki“. Þa skal þæn løst hauir grip sin, lukæ tva øræ firi hæst at vnningiæ laghum æn han stæþær han vtæn hæræz, ok øre, æn han innæn hæræz løsir, ok eigh þy meræ, at flere se, æn en maþær a.
15.
Værþær hyrsæ stolen ok ær eigh ifol, værþær ifol siþæn, annær far at køpæ, hittir hin at stæþiæ, han skal taksætiæ ok siunætting til gæræ ok løsæ sit mæþ laghum, æn eigh gangær fylsvat firi. Hin skal fyl hauæ, ær føt hauir hemæ.
16.
Stiæl maþær þræl manz ællær ambut, løpær bort, far hin æptir, ær a, far sit eghit aptær ok leþer aptær a hand hanum, ær han þiuf kallær, til garz ok til grindær mæþ vittnum þem, at han gitær eigh þiufssak rundit mæþ laghum rættum, hanum skal bøtæ firi þa þiufssak attæ ørtoghom min æn fiurær mærkær, sva kononge ok sva allum mannum.
17.
Stæþær maþær þræl sin ællær ambut, kallær fra sær stolet væræ ællær rantakit, þa skal han taksætiæ. Þa skal siunætting firi þem gæræ, sum i tak gæk. Taki skal þæn varæ viþ siunætting, ær i handum hauir. Þæn a vittnæ, ær i handum hauir, æn vittni fæs. Vittni firi hemæføt mæþ tylptær eþe ok tvæggiæ mannæ vittnum. Biþi sva sær guþ holl ok vattum sinum, „at iak fødde han hemæ i husum ok hæskæp, þær diþi ok drak myolk af moþor spinæ, þær var i klæþum vafþær ok i vaggu lagþær. Þy a iak han ok þu
