mig nu ikke sandsynlig, skjönt ha- som förste Led i Navne viser, at Svensk engang har havt Adjectivstammen há- »höi». Aschaneus har Prik mellem staf og uan.
Jeg vover nu en anden Tolkning. I L. 773 forekommer Udtrykket lat rta itn ... runm hufan d. e. lǽt rétta stæin rúnum hufan, hvor jeg har antaget, at hufan har været udtalt hǿfan og er anden Form för hǽfan af Adj. hǽfr. Jeg formoder nu, at uan er en anden Skrivemaade for hufan. Fremlydens h mangler paa samme Maade i det fölgende Ord uk, hvis dette er = haug. uan for uuan, saa at den Lyd, der sædvanlig betegnes ved f. her er betegnet ved u. Jfr. f. Ex. ulueþin D. I. 108 = Ulfheðin (ulfetinn efter Stephens).
staf uan skulde da vare staf hǿfan (for hǽfan) »en anseelig Stav».
Mindre sandsynligt, ogsaa af metriske Grunde, er det efter mit Skjön at forstaa uan som ofan »oventil», »ovenfor».
Ogsaa jeg forstaar uk in mikla som haug inn mikla, thi ogsaa i andre kristelige uplandske Indskrifter (L. 411. L. 654) nævnes det, at der er reist Sten og gjort Haug efter den Döde. Man maa da antage et Zeugma, thi man kan neppe paavise Udtrykket ræisa haug. uk, haug, et Ord, der oprindelig har h i Fremlyd, danner her Allitteration med iartiknum, et Ord med vokalisk Fremlyd. Et Exempel paa den samme Eiendommelighed har jeg søgt at paavise i L. 81.
Stephens III. 284 laser de to sidste Linjepar saaledes:
kasa (a)t uiri-þuf.
on i krati
kiatit lata
hvilket han oversætter saaledes: »eke gared he (made, built up) a chess (beacon) at (to) Uiri-thuf. he in Crete had gaiten (guarded) the lands». Dette indeholder en Række