Navnet sigaduʀ er ellers ikke paavist som nordisk, medens jeg i det foregaaende har paavist et tilsvarende frankisk Navn.[1] Om mange andre i urnordiske Indskrifter forekommende Personnavne gjælder det, at de ikke kan paavises i Norden i den historiske Tid, medens tilsvarende Navne findes hos de gamle Vestgermaner eller Goter. Jeg har ofte fremhævet, at det nordiske Særpræg, som allerede i den förhistoriske Tid kan spores, först fra Vikingetiden af i Personnavne som i mangfoldige andre Forhold træder os stærkt iöinefaldende imöde.
Ligesom Navnet sigaduʀ hidtil ikke er fundet i nogen anden urnordisk Indskrift, saaledes forekommer ogsaa de fleste andre urnordiske Personnavne kun en eneste Gang. Det er klart, at der i den förhistoriske Tid var flere Personnavne i Forhold til Tallet af Personer end i den historiske Tid. Ethvert Navn i den förhistoriske Tid blev baaret af færre Personer end de senere brugelige Navne.
Naar der paa Medaljonen er skrevet med Runer et Mandsnavn i Nominativ uden Tillæg, kan dette sammenlignes med, at der paa ikke faa Brakteater er med Runer skrevet et Mandsnavn i Nominativ uden Tillæg; f. Eks. niuwila, frohila, jfr. Norg. Indskr. I 192. Navnet sigaduʀ er vistnok ikke Navnet paa den Mand, hvis Billede er fremstillet paa Medaljonen, men Navnet enten paa den Mand, som har eiet Medaljonen, eller paa den, som har forfærdiget den. Paa Aagedal-Brakteaten (Norg. Indskr. I 200) angives med Runer baade Eierens og Kunstnerens Navn. Indskriften paa Brakteaten Nr. 55 Steph. ho ʀᴀihekþᴀ(?)t nævner kun Eierens Navn.
Efter Runeformer og Sprogformer kan Indskriften paa Medaljonen ikke nöiagtig bestemmes med Hensyn til Tid. Da Indskriften har den længere Rækkes Runer og en dermed overensstemmende Sprogform, tör den med Tryghed sættes forud for c. 750. Naar jeg tager Hensyn til, at den har den ældste Rune for a og den ældste Form af Runen ʀ samt Runen d som Tegn for ð i Indlyd, og naar jeg paa den anden Side tager Hensyn til det, at Navneformen sigaduʀ er opstaaet af *Sigihaduʀ, saa tror jeg
- ↑ Forskjelligt er derimod det i flere svenske Indskrifter med de yngre Runer forekommende Mandsnavn sihatr, Akkus. sihat, sikat; jfr. Runverser S. 119.
