Den här sidan har korrekturlästs av flera personer
Og finest Linéa, og vælted
Et Lindeblad ovenpaa.
Goldbillen vilde tale,
Men maatte rent tie stil.
Sit Savn den vilde afmale,
Men var for bevæget dertil.
Saa gik det og Bien, den Formand
For Honningsmændenes Laug,
Den bryned sin lille Snabel,
Og römmede sig — men taug,
Men Humlen med more Styrke,
Besteg nu en Talerstol,
Det var en lige ved Graven,
Höit opskudt Natfiol.
Den talte om Aanden fra Oven,
Der vakte med ukjendt Lyst,
Doften i Blomsternes Kalke,
Og Længslen i Insectes Bryst.
Den breded ud sine Vinger
Og talte om Liv og Död!
Om Sommerfugllængslen der vilde
Den vække af Jordens Skjöd.
Det var den smukkeste Tale!
Jeg hörte nogen Stund,
Det var som om söden Honning,
Strömmede ud af dens Mund.
