Bnggcsen.
393
Hoit- hæver i Marias Arm — Den Aand, som, hendes Ynde liig, I Danmarks Sprog udtaler sig!
Selv syg jeg foler, at den rører Usynlig Harpen i mit Bryst; Den ahner, fatter, seer og horer Min skjulte Qval og skjulte Lyst; Den skjenker Trøst og Taa] og Mod — Og gjor min Afskedstime god.
NOUREDDIN TIL ALADDIN.
(Af Riimbrev «til Digteren Adam Oehlenschliiyer i Paris«, 1S06.)
Du isår da fundet den, min Adam! den, jeg sogte Med Alvors dybe Grubien, med Utrættelig Arbejdsomhed, Fra Sol gik op, til Sol gik ned, Blandt Torne og Tidsler, i blodige Fjed, Med glødende Pande, med strømmende Sved, Mens Hindring og- Fare min Stræben forogte — Ja! Du har fundet den, jeg stirred' paa Bestandig, mellem alle Livets Dampe: Den gamle, hellige, forunderlige Lampe, Som i Naturen dybt nedgravet laae, Og som jeg arme Trold, med bundne Hænde)-, Ei kunde naae.
Med Fryd, min Adam! jeg Dit Fund erkjender. Og skjondt Du fandt, hvad du har aldrig sogt. Som Lykken ene findes kan, i Blinde; Skjondt Du, naar jeg har gravet, kun bar spogt; Og skjondt Du, som et Barn, end staaer derinde Blandt Underjordens diamantne Træer, Din Undergang endnu, som forhen, nær, Endnu fortryllet meer af Hulens falske Glimmer, Med Himmellampen i Din Haand, End af dens ægte, fast umærkelige Skimmer, End ei, som jeg, erkjendende dens Aand; Skjondt, hildet end af Barnets Ledebaand, Blandt Middelald'rens Hvælvinger og Buer,
Damp ånga, dimmn. — hilde (lii)la) fångsla.
