394
6. Sknldestycken.
Du famler efter Liv i Selvets Muld,
Ambrosia i æbledannet Guld,
Og Nektar i saphirne Druer;
Skjondt Du er end det Brogede for huld;
Skjondt Du har fyldet alle Dine Lommer
Med Schlegelpærer og med Tieckske Blommer,
Og propper Buxofikken alt for fuld
Af Goethes underjordiske Granater,
Imens Din skjonne runde Hattepuld
Fiirkautes af et Calderonsk Theater; —
Skjondt Lampen Du med Haan har puttet i
Belæsselsen af alt det andet Skramler!; —
Skjondt, havde Du betænkt Dig meget længe,
Du maaskee ganske havde ladt den hænge: —
Saa dog — Du har den eengang — og dens Aand
Er Din, min Adam! og Din Ven, som ledte
Forgjeves efter den, og, mens Du spogte, svedte,
Med Vellyst- rækker Dig sin Haand,
Aladdin Adam Oehlenschiager! Noureddin Baggesen, ukjendt med Svig, Uegennyttig, umisundelig,
Fro, hos sin Ven at see den Skat, han onskte sig, Opkalder Dig:
Aladdin Adam Oehlenschiager!
Ved Lampen! ved Naturens Tryllebaand!
Ved Lampen! ved den aldrig seete Haand!
Ved Lampen! ved den Piil, som saarer og som læger!
Ved Lampen! og ved Lampens Aanders Aand!
Stig op af Hulen under Jorden!
Hor Luftens rene Storm og Himlens hoie Torden!
Slæng bort de gamle Ledebaand!
Kast- bort de tydske Snurrepiberier!
Behold kun Lampen i den ene Haand,
Og ræk Din Ven den anden! — Stormen tier,
Og Tordenen forstummer — Soles Sang
Opkalder Dig, i alie Stjerners Klang,
Til Lampens Aanders hoie Harmonier!
Stig op! stig op!
Hoit! hoiere! til Bjerget! til dets Top! Der sæt Dig, Lykkelige! ved min Side!
Blomme plommon. 11 a 1t c j) u 1 d liattkoUe, 11 e 1 (o s se i s e belastande o: massa. Skram 1 eri skrap. — fto glad. Snarrepiberier leksakcr, lappri.
