Skrivemaaden med ie er mig da uforstaaelig; i Gotl.-L. forekommer ikke ie i lignende Tilfælde. Stephens læser merki u-mietr og oversætter det sidste Ord »large» »immense» og sammenstiller det med ags. unmæte. Rigtignok forekommer i Glsvensk omiætliker (Rydq. VI, 342), ligesom miæt = oldn. met (Rydq. VI, 299). Men en Formation ómiětr synes mig uden Analogi; det maatte hede ómǽtr. Man ser baade af Sjöborgs Tegning og af C. Säves Meddelelse, at Læsningen her er usikker. Da jeg ikke har sect Stenen eller nogen nöiagtig Tegning, tör jeg ei afgjöre, om man kan læse merkium retr (réttr, reist), som vilde give god Mening.
a biergi forklarer Stephens vistnok rigtig »paa Gravhaugen», da det lave Landskab, hvor Stenen blev funden, ingen Bakke har.
I det fölgende tolker Steph. sigmutr sigʀ is (s)liku unit kuml »Sigmund so sayeth, who such has made a grave-mark». Men is kan ikke være rigtigt, da Indskriften i sidste Verslinje har aʀ som relativt Pronomen. Hvis sigʀ er rigtigt, maa sigmutr sigʀ i sliku unit kuml betyde »Sigmund siger, at et Mindesmærke er udfört ved sligt». d. e. ved at reise Sten og bygge Bro. Men for sigʀ har Sjöborg sifʀ og C. Säve leser förste Rune som i. Jeg formoder derfor sigmutr hafʀ i sliku unit kuml »Sigmund har udfört et Mindesmærket ved sligt». Stephens læser roks (s)un risti. Men Runeristerens eget Navn maa nödvendig nævnes. Foran risti maa der altsaa have staaet et Mandsnavn i Nominativ. Men Afskrifterne er indbyrdes saa afvigende, at man ikke kan bestemme, hvilket dette har været (roþuisl??).
Slutningen, som er feilagtig tolket af Steph., læser jeg: kaiʀlaifʀ sumaʀ aʀ karla kan »Geirleiv (ristede) nogle (Runer), (han) som tilfulde forstaar (at riste Runer)». karla, udtalt garla = oldn. gǫrla, gørla.
Jeg formoder herefter, at Indskriften kan gjengives
