34
Arme, opknappede hans Kjøle og fandt her foruden det Hlod, der alt fra et Saar ved Halsen havde tildækket hans Ansigt, endnu paa det hidtil tildækkede Bryst Vidne om et andet samtidigt og ligesaa blodigt hernede. Da det under Bevægelsen med Avanceringen og Mangelen paa alle Requisiter var mig umuligt at standse Blodet eller blot opdage Saarene, övergav jeg ham til et Par paalidelige Karle for strax at bringes tilbage til Lægen, medens vi Andre, som sædvanligt, i Øieblikkets Vigtighet vare nødte til at gaae videre og vende Tankerne fra den Enkeltes Martyrdom til det Heles Fremgang:
We carwed not a line, we raised not a stone, But we left him alone with his glory.
Lejonhufvuds Død var den skjønneste, en Kriger kan have: paa Seierens Dag, under Avanceringen, faldt han smuk og freidig, med oprakt Pandc, midt imellem sine Folk;[1] han følte sine Æressaar, men fik ei Tid til at føle Lidelsen deraf. Sabelen, der indtil videre optogs af en Underofficer, foranledigede jeg tilstillet hans Landsmand og Ven, Lieutenant Silfverstolpe.”
- ↑ At et betydeligt og tilstrækkeligt Tal, ogsaa Menige, af Lejonhufvuds Bataillon, netop i det Öieblik, jeg blev ham vaer, deels alt befandt sig, deels fremdeles kom et længre Stykke Vei forud for ham selv, er det Eneste, der her skal bemærkes med Hensyn paa nogle falsk og plumt myntede Rygter, der bringes i Omlöb fra Bedragets anonyme Skjul, fjernt fra Bedriftens egen Skueplads; saa at man da ogsaa paa denne kan tilbringe Maaneder, Svenske med Danske, forinden Nogens Öre eller Öie aner deres Tilværelse.
