L. Dna: Vfl6drngeiie i Norge.
143
Tin-Sjø, Hitterdals-Elv, Hitterdals-Vand, Sauer-Elv, Nordsjø, Skiens Elv. Alle disse ere dog kuns et eneste Vasdrag.
Dersom imidlertid de Elve, der flyde over et Leje af haardt Urbjerg, liave store Mangler med Hensyn til Sejlbarhed, have de et ubestrideligt Fortrin i Vandets Klarhed og Renhed, Vore haarde Bergarter afsætte faa Emner, som ikke strax i den første Indsjø bundfældes. Af enhver saadan naturlig Kum strømmer derfor Vandet ud i den hojeste Skjønhed.
ET FJELD VAND.
(A. Munch: Digte, gamle og nye.)
Jeg sad en Aften i en lille Baad Paa et af disse dybe, stille Vande, Der ligge, som et Øie blankt af Graad, Iraellem Norges Fjelde, Let og varm Stod Aftenhimlen om de morke Strande, Og sænkte sig i Soens klare Barm, Saa Baaden syntes let ophængt at svæve Midt ! et Lufthav, hvor der ei var Bund, Men lige dybt foroven og forneden, Som Jordens Kugle midt i Evigheden.
Dod Stilhed hvilte over Soe og Lund! Der fandtes ei en Fugl, som vilde leve, Som vilde synge her en Aftenstund. Ingen romantisk Klang om Fjeldet drog Paa klare Vinger, som i Tyrols Dale; — Den norske Fjeldegn eied' ingen Tale Undtagen Eensomhedens stille Sprog.
De tause Roersfolk dypped' Aaren blødt Og lydløst i de kolde, klare Vover. —
Jeg snielted' hen i denne Stilhed sodt, Det var, som om min Sjæl gled sagte over, Og tabte sig i inderlig Forening Med Fjeldnaturens dybe, dunkle Mening,
bundfældes fållas till boltnon. Kum (jfr. spilkum) skal, backen,
