J. Hallgnmseon: Udbrud af Springkilden Strokkur.
147
jeg ikke, da jeg ikke vovede at, gaae lien paa Kilderanden af Frygt for at blive overskyllet. Det er sikkert fra denne Lyd, at Kilden har faaet sit Navn; thi Ordet »Strokkum betyder en Kjærnebøtte, efter den i Island almindelige Sprogbrug; og Kjærnebøttens Lyd — naar Melken kjærnes — er saa noget nær den samme, som den omtalte Brusen, rigtignok efter en betydelig formindsket Maalestok.
Efter 2Minuters Forlob begyndte et andet Udbrud, dobbelt saa skjønt som det første. En uhyre Masse Vanddamp brod op igjennem Kilderøret i en eneste vedholdende Strøm, der af og til forøgedes ved heftige Stød, og rev Vandet med sig til en Høide af 35 til 40 Alen. Røgstøtten hævede sig meget høiere, lig en Vulkans Pinie, Den dobbelte Strømning, som man bemærker i Vandstraalen, var i Særdeleshed overordentlig skjøn. I Midten af Straalen dreves nemlig Vandet opad med stor Heftighed, medens det igjen paa alle Sider styrtede ned; hvorved de Straaler, som hvert Øieblik forvildede sig fra Hovedstammen, opløstes i Støvregn, der omgav den skummende Vandsøile og straalede i Regnbuens hele Pragt. Man tænke sig denne vældige Støtte, iført Regnbuen og omgiven af et blaaligblegt Taagegevandt, et vexlende, ubestemt Klædebon, som udgaaer fra Skikkelsen selv, den brusende Kjempe, som pludselig fremtræder i hele sin Kraft og siden med Eet forsvinder i Klippesvælget, hvorfra den opsteg — det er et Syn, soin man aldrig glemmer.
Dette sidste Udbrud varede omtrent*i 6 Minuter. Da sank Vandseilen pludseligt, som den første Gang, og efter et Par frugtesløse An stram gel ser holdt Strokkur inde, og med det Samme taug de underjordiske Knald, som under hele denne Scene havde tordnet fra Gjeisir. Umiddelbart efter dette Udbrud stod Vandet i Strokkur 7 Alen dybt, men det hævede sig snart igjen til 4 Alen.
Kjæinebotte smurkaraa (en bog, smal bytta). - Damp angå. Rogs totte rokgtod, rokpelarc. Stovtegn duggregn, Soile polnre. T aago - G e vandt dimkliidnad. Skikkelse gestalt, — taug, af tie liga.
10*
