Sida:Danska och norska läsestycken.djvu/174

Från Wikisource, det fria biblioteket.
Den här sidan har inte korrekturlästs

162

3, iJatui'Bkildriiigar.

forvilde Sporet — maaskee begge Dele. Ogsaa er det vitterligt, at en gammel Hare godt kjender Ræve- og Grævlinge-Gravene i dens Egn, og i stor Beknyttelse tager sin Tilflugt i dem, og dog ikke længere ind, end at den kan være sikker for de store Hunde; men derimod gaaer den aldrig frivilligt ind i sin Fjendes Forstue. Skjonsomhed og Overlæg viser det ogsaa: at Harerne som oftest veed at skjelne mellem Mynder og andre mindre hurtigt løbende Hunde; de kjende deres Overmænd i "Væddeløbet, og trykke sig saa fast i Sædet, at man næsten kan træde paa dem. — Den tilsyneladende Kunst, med hvilken de forvilde Sporet til deres Sæde, ville vi hellere forklare af et uvitterligt Instinct, og alligevel seer man jo ofte paa Snee, at Haren gaaer lige til sit Sæde uden Løkker og Krumspring, Det er beller intet Tegn paa Eenfoldighed, at Haren, uden stor Vanskelighed, lader sig tæmme, kjender og ynder sin Opdrager, lyder sit Navn, m. m. Forfatteren har kjendt en vanfør Bondekarl, der havde gjort en Hare saa tam, at den kom, naar han kaldte paa den., sprang op paa hans Knæ og aad Kaalen af hans Mund; og naar han klappede paa Skjødet, satte den sig her ligesaa velbehageligt til Sæde, som nogen Kat. I tæmmet Tilstand bringes den ogsaa til at omgaaes, ja spøge med baade Katte og Hunde — at sige dem, som høre til Huset.

Harens Fjender. »Flyver jeg ud og flyver jeg ind, Alle plukke de mit Skind«, saaledes klager Uglen i den velbekjendte rorende Vise: »Katten er mit Sødskendbarn.« Med langt større Foie kunde stakkels Lampe istemme denne Jammersang; thi flere farlige Fjender har vel intet Dyr paa Jorden.

Den første og værste er Mennesket. Ei alene den egentlige Jæger; thi han holder dog Maade, vist nok af Egennytte og for Fremtidens Skyld; men ogsaa Enhver,

Beknyttolse trangmål, kliimma. Mynde tittdthnnd- V;eddelob kapplopptilsyneladende skenbar, uvitterlig omedveten, Lukko (jag.) rundlopp. vanfer ofardig, vnnfor. Sk jod o: knii. s poge 3: Iokn, at sige 5: det vill sagn, jiemligen. — Lampe, harens oamn (i lleineke Voss),