238
4. Historiskii Skilt]ringer.
ikke er at sætte en Grændse for! Det øvrige Adelskab vil Norge og Constitutionen vel vide at forebygge, og Frygten derfor ligner mere den for Spøgelser, end for en virkelig Gjenstand.n
Heftigere lode andre Repræsentanters Udtryk, endskjønt de i Hovedsagen henpegede til samme Resultat. I Repræsentanten for Nedenæs Amt Præsten Reiersens Tale forekom følgende Udtryk: »Vil Sveriges Konge ikke dette — nemlig Foreningen med Norge, overeensstemmende med den norske Nations Tarv —, da ere lians Hensigter ei redelige, og Nordmændenes Undergang bestemt. Da, Landsmænd! da lader os opbyde Alt, hvad krænket Ære, Friheds Forliis og rasende Fortvivlelse indgive os! Ei frygte de Faren, ei frygte de Død og Opoffrelse, som udsendte mig i Eders Midte; dette ville de vise Eder paa Kampens Dag. Da skal Enkers og Faderløses Hylen være en Seierssang paa den faldne Krigers Gravhøi, men de Doendes Rallen skal forene sig med de Efterladtes graadqvalte Stemme, og lig hæse Sukke fra Afgrunden raabe Vee over Sveriges Konge, Vee over lians Erobringslyst! Da dømme Gud imellem os og ham, . naar vi stedes til Regnskab for alle Væseners evige Fader!«
I mildere Toner udtryktes andre Repræsentanters patriotiske Følelser. Repræsentanten fra Porsgrund, Kjøbmand Jørgen Aall, som allerede paa Eidsvokl havde viist sig beredt til de største personlige Offere for at understøtte Fædrelandets sande Interesse, holdt et varmt Foredrag, hvori han erkjendte Nødvendigheden af en Forening med Sverige, naar den kunde skee paa hæderlige Vilkaar, og Norges Selvstændighed sikkres ved Erkjendelsen af den paa Eidsvold antagne Constitution. Dersom Krigen skulde udbryde igjen, fordi de svenske Kommissairer foresloge andre Modifikationer end dem, som dette Storthing ansaa overeensstemmende med Grundlovens Aand, sagde han god for, at de Stæders Borgere, som havde udsendt ham, vilde offre en betydelig
Forliis furlust. Hylen tjut. Italien ros sling. — sige god for 3: gå i god for.
