270
5. Caltuiliistoriskfi Styeken.
synderligt Præg af Fiinhed eller Ziirlighed). Derom vidner blandt andet de Ord, han sagde til sin Son Magnus, da denne var bleven overvunden i Veddekampen af Harald Gille: »Vidste Du ikke, at Mænd udenlands ere vante til andre Idrætter end til at fylde sig med 01, til de blive vanvittige og aldeles rasende« o.s.v.
Men denne Harald Gille var-jo netop en Mand, der var kommen udenlands fra. Han kom fra Irland efter Eistens Død og 'paastod (om med Ret eller Uret, veed man ikke), at han var en Søn af Magnus Barfod, der ogsaa var en stor Ynder af udenlandske Skikke. Sigurd fattede, som det lod, strax Godbed for ham og forsvarede ham baade mod sin egen Søn og mod andre, der vare fjendtlig sindede mod ham.
Ikke desmindre var det denne udlændiske Mand, der efter Sigurds Dnd styrtede-hans Son Magnus, der siden blev kaldet den Blinde, fra Thronen. Desuden efterfulgtes han af en talrig Slægt, fra hvilken (uagtet der vare store Konger derimellem) den Ufred udgik, der i lang Tid styrtede Landet i Forvirring og bragte det nær til Randen af Undergang. I hiin Ordstrid, i det ubændige Sind, som Sigurd deri og ved flere Lejligheder lagde for Dagen, i hans Foragt for den, han betragtede som en Hjemfodning, og for de fredelige Sysler overhovedet, samt i hans Overvurdering af det Fremmede, see vi saaledes Spirerne til det, som siden paafulgte.
Paa den anden Side staaer Kongens Søn Magnus den Blinde, der var endnu vildere og ustyrligere end Faderen, men der iøvrigt (hvad der ikke er saa usædvanligt i de nærmest paa hinanden følgende Generationer) synes at have dannet en Modsætning til denne. Han hadede og forfulgte den udenlandske Helt og gik endnu videre i sit blinde Had, end Faderen i sin Kjærlighed. Han var da blind paa Sjælens Øine, før han blev blind paa Legemets; han opirrede saaledes sin farlige Modstander, der var ham langt overlegen baade i legemlig og i aandelig Smidighed, og han
Tilder o: iilsjiare. lod, af lade s: synas. — op-irre reta.
