J, P. Mynster: Tale over Oehlensehlager.
309
frem, da brænder Tvedragtens Flamme, da hyler Oproret, da bryder Gudsbespottelsen al Undseelsens Tvang. Men naar i vort Land, midt i de bevægede, trængselfulde Tider, saa mangen ædel Aandens Stræben rører sig allevegne, naar der er Mod i Faren, naar, uagtet de mange forskiellige Brydninger, Folket dog staaer i Enighed om sin Konge, naar der er Kierlighed og Livsglæde tilbage, naar saainangt et Øre endnu er aabent ti) at høre Lovens alvorlige Bud, saa mangt et Hierte aabent for Evangeliets husvalende Røst: da skyldes det for saa stor en Deel Eder, I x\andens ædle Tolke! skyldes for saa stor en Deel Dig, Du, som giennem de mange Aar indtog den høie Plads mellem Folkets indflydelsesrigeste Mænd!
Danmark sorger nu ved Din Baare, men det er dets Trøst, at det ikke skal siges i Landene, Du fandt et uskiønsomt Fo!k. Danmark har lyttet til Dine Sange, saa ofte Du opløftede Din Røst, det har fulgt Dig med stedse stigende Anerkiendelse og Hengivenhed, det har nys bragt Dig. sin dybt følte Hylding, det skal bevare Dit Minde, og Dine Efterladte skulle være det betroede.
Hans Plads iblandt os er tom, — og nu fores hans Støv til det Sted, nærved det, hvor han fødtes, det Sted, hvorhen han stedse droges tilbage, hvor den vidtointumlede Vandrer stedse erkiendte sit Hiem, til den fredelige Indhegning, hvor hans Fader, Moder, Søster, hvor Hustru, Datter, og saa mange af hans og vore Dyrebareste hvile, ti! den stille Kirkegaard, hvilken han hilsede i veemodsfuld Forventning, da han skrev, hvad nu opfyldes:
»Naar jeg er dod, maaskee du mine Been Skal giemme bag en oprcist Mindesteen; Da mangen Vandrer standse vil sin Gang, Paa Graven see, og mindes hvad jeg sang.«
Ja, hvad Du sang, men ogsaa hvad Du var, Dig selv, Du elskelige, elskede Ven! Hvo har vandret med Dig, og
hyle tjuta, Undseelse fiirsynthet. allevegne ufreriillt. tilbage qvar.— nskionsom oerkansam. betroe anfortro, anbefalln.
