Ewnld.
Svend. Tie dog, o Elskte, tie!
Glem det, som Frygten spaaer Glem, at det forestaaer; Tænk, om det var forbi!
Knud. Himmel! ak naar vi nu Roede med Seier hiem, Og havde reddet dem! Fader, hvad siger du?
Svend og Knud. Fader, hvad siger du ?
Anders. Nu, da det gielder om Menneskers dyre Liv . . .
Svend og Knud. Modige Gamle, kom!
USE og Birthe. Fader, ak Fader, bliv!
Lise. Himmel! og om de nu, 1 det oprorte Hav, Soge sig selv en Grav! Moder, hvad siger du?
Lise og Birthe. Moder, hvad siger du?
Gdnild. Ak ! — men det gielder om Menneskers dyre Liv.
Mændene og Gunild. Elskte, det gielder om Menneskers dyre Liv!
Svend. Endnu kan jeg hore ,
Hvor ængstlig de raabe; Mit gysende Øre, Mit Hierte fornemmer De hvinende Stemmer.
Gdnild. Ah Hiertet maa blode!
Hvad kan de da haabe, Som Taarer kun mode Fra liielplose Bredde?
Svend. Ali kunde vi redde!
Lise og Birthe. Ak intet kan redde!
Mændene. Ah kunde vi redde!
Svend. Mit Inderste brænder!
