402
6. Skaldcsfycken.
Vilhelm. Hvad vilst du see?
Axel. Et mindre Mærke, Vilhelm! Ei nær saa hoit, ei nogen Kæmpehoide, Saa hoit kun som en femtenaarig Mo, Ei hugget ud i Stenen, ridset ind kun Med svage Træk i Træomfatningen.
Vilhelm. Din Valborgs Maal?
Axel. Bi, bi en liden Stund! Lad mig forlioie Nydelsen ved Dvælen.
Vilhelm. Naar skarst du det?
Axel. For fem Aar siden, da Jog treen i Kirken for til Gud at bede, For Afsked med min Kiærlighed og med Mit Fædreland at tage. Valborgs Moder Var nylig dod, og Valborg sat i Kloster At lære Sommen sye og læse lære. Hun var kun femten Aar; men, o min Broder! Den modne Siæl alt smiilte som en Engel Igiennem Øiets Himmelblaa. — Jeg kom: Det var en aarle Morgenstund. Kong Eisten Var fanget Dagen for, og skiændigt myrdet. En vældig Rædsel drev mig bort fra Norge. Grumt raste Landets Sønner mod hverandre; Grumt raste Kiærligheden i mit Bryst. Jeg bad til Gud, at ud han vilde slukke Den stærke Flamme, der, endskiondt uskyldig, Dog skyldig brændte til min skionne Frænke. Jeg bad, og som jeg bad , da aabnedes Hist Klostordoren, hvorigiennem ellers De fromme Nonner komme hid til Messen. Det undrede mig, at de kom saa aarle; Men, ak! det var kun Een, en Oindviet, Hvis Skionhed Sloret endnu grusomt ei Bedækte. Tæt det sorte Klædebon Sig vandt om hendes smekkre Midie; blegt Som Silke faldt det silkebløde Haar I Fletninger om Skuldrene. Hun saae Mig ei, hun knælte lier for Graven, Vilhelm! Her for sin Moders Grav; hun hæved fromt De trinde Arme, liliehvide Hænder.
treen, impf. af trine triitla. sat, af sætte siitta.
