Eilert Sundt: Afsked og Velkomst hos den norske Almue. 3
til. Og det kan jeg da se paa Konen, at hun ogsaa er glad, naar hun ser mig igjen.«
»Visselig vil jeg gjerne tro, at der mellem dig og mig ikke er saadan Forskjel i det indre Væsen som i den udvortes Skik. Men det er Skikken, vi tale om, og i den er der Forskjel, mærker jeg. Efter Skikken i dit Hus sees der ikke stort af Kjærtegn mellem Mand og Kone, ikke saa meget som et Haandslag. Ja, her falder mig en Ting ind: du har jo været gift i 15 Aar; mon jeg skulde tro, at du i disse Aar aldrig har rakt din Kone Haanden siden den Dag, du og hun stode for Alteret sammen som Brud og Brudgom?«
Manden studsede ved Spørgsmaalet og tænkte sig om. »Jo, det gjor jeg hver Jul-Kveld.« — »Saa?« — »Jo, foldet er Skik da at takke for Maden. Er der Gamle-Folk i Huset, saa takke først de hverandre; saa takke Husfaderen og Husmoderen først de Gamle og derpaa hverandre; dernæst komme Børnene frem og takke først de Gamle og saa Fader og Moder; og tilsidst gjøre Tjenerne det samme.«
Jeg kan sige, at denne Mands fortrolige Forklaringer baade overraskede og fornøiede mig. De vare mig nye og lærerige. Forhen havde det bestandig forekommet mig saa, at der var saa Lidet af Tegn paa Hengivenhed og Ømhed i vore Bønders Familieliv; nu kom jeg med en Gang til at opfatte Sagen SRtl j 3-t der heller er slet Intet af det, vi kalde Kjærtegn. Og i dette Tilfælde er Forskjellen mellem Lidet og Intet særdeles vigtig. Thi hint Lidet kom jeg mangen Gang tit at udlægge som Mærke paa Sløvhed og Ligegyldighed og ukjærligt Sind; men med dette Intet er det anderledes; i Virkeligheden kan der være god Forstaaelse og venlig Stemning, og dog maa Følelsen ikke røbe sig selv ved et Haandtryks lette Tegn: saa byder en gammel nedarvet Skik.
Kjnjrtcgn o: vunliglietsbotygelsn. — Gamle-Folk 0: mans cl. hustrus foriildrar. — udlægge O: furklaro. robe rfija. nedarvet o: fran forfader arfd.
