84
2. Bilder ur iifvet.
— hun blev draget op, men med knuset Hoved. — De følgende Bølger omstyrtede ogsaa den anden Mast; Skroget krængede sig om paa Siden. Den sidste Beige steeg som et Fjeld op af Afgrunden. Den Gamle, som stod hos mig, raabte: »Taaler han den, taaler han mere.« Neppe vare disse Ord udtalte, før Bølgen skød sin brede Ryg end højere op, krummede den, og styrtede som en Lavine ned paa Vraget, og med en Bragen, som overdøvede Storm og Brænding — det var knuset! dets søndersplittede Stumper dansede og drejede sig i det kogende Skum.
Kaptajnens Liig fandtes aldrig. Ligesaalidet stod det siden til at udtinde enten hans eller Skibets Navn og Hjemstavn.
Medens Alle vare ifærd med at bjerge det Inddrivende, gik jeg hen for at besee den først ilandhalede Pakke. Den bestod af tæt sammensnørede Kojeklreder, og var fastgjort paa en Kahytsdør. Jeg bøjede mig ned for at løse den, anende, jeg veed ikke selv hvad. Da hørte jeg med glad Forbauselse en spæd Klynken — jeg sønderskar Strikkerne — rev Puderne tilside — et levende Barn iaae for mine Øjne. Hastig svøbte jeg det igjen sammen, og ilede saa ført, jeg formaaede, til mit Herberge med dette kostbare Strandingsgods,
Der var Ingen hjemme undtagen den gamle Huusmoder og hendes Sønnesøn, en treaars Dreng, — Jeg lagde mit Bytte paa Bordet. Barnet — en Pige, neppe halv Aar gammel — var vel befugtet af Søvandet, men gav ikke mindste Tegn til at have sunket noget af denne Dødens bedske Drik. Det begyndte atter at klynke, vistnok af Trang til Næring. Da Konen hørte dette, forlod hun sin Kaffekjedel paa Arnestedet, og da hun blev Glutten vaer, slog hun de flade Hænder mod Laarene, og raabte: »Herre Jesuslille! hvor har han faaet det?« — »Fra vor Herre«, svarte jeg, og bad om tørre Klæder og noget af den varme Melk, som stod paa Ilden. Dette drak den Lille med stor
Skrog skrof. — Kaliytsdor durr till kajata. Klynken qvidojtde. — sunket, af synke (sjuiika) i bet. sviilja. Trang beliof. Næring foda. Glut litet barn, glytt.
