Runerne har i det hele de sædvanlige Former. Om de enkelte bemærkes fölgende.
s er her begge Gange nedentil mere afrundet og mindre kantet end sædvanlig i den længere Rækkes Skrift.
Rune 8 ᛉ ʀ. Höire Kvist berörer Toppen af Rune 7.
Hvorfor s her er skrevet to Gange i Indskriftens Begyndelse, ved jeg ikke. Det synes ikke at have nogen sproglig Betydning, men at være en ornamental Fordobling.
sigaduʀ opfatter jeg som et Mandsnavn i Nominativ, af en -u- Stamme med bevaret u foran Nominativsmærket -ʀ. Tilsvarende Nominativformer er waruʀ paa Tomstad-Stenen (Norg. Indskr. I 206 f.) og haukoþuʀ paa Vånga-Stenen i Vestergötland (Stephens III 28); jfr. lagor i en irsk Optegnelse af norske Runer (Stephens III 11) = oldn. lǫgr.
Navneformen sigaduʀ er efter min Mening opstaaet af *sighaduʀ, og denne igjen af *Sigihaduʀ (med kort Vokal i alle 4 Stavelser). Samme Navn er det frankiske Sichad, som Förstemann anförer fra 833.
Förste Led i dette sammensatte Mandsnavn er sigi-, som har betydet ’Seier’, ’Overmagt i Kamp’. Dette har været Forled i mange gammelgermanske Navne, f. Eks. oldn. Sigmundr, Sigurðr o. s. v., ags. Sigemund, Sigebeald, o. s. v., oldt. Sigimunt, Sigipalt o. s. v. Det forekommer allerede i förste Aarhundred i Σιγιμῆϱος hos Strabon, Segimerus hos Tacitus.
Andet Led i sigaduʀ *Sigihadaʀ, nemlig -hadu-, har i oprindeligere Form lydt haþu- og betydet ’Kamp’. Det forekommer som Forled i fölgende urnordiske Navneformer: hᴀþuwulafʀ Istaby, hᴀþuwolᴀfʀ Stentofta, hᴀþuwolᴀfᴀ Gommor, hadulaikaʀ Strand; jfr. Norg. Indskr. I 275. Det forekommer som Efterled i mange gammelgermanske Mandsnavne. Saaledes i oldtysk Anthad, Liuthad, Reginhad, Rîhhad o. s. v. Allerede i Θευδάτος, Navn paa en gotisk Konge i 6:te Aarhundred hos Prokop. Tidlig blev hos forskjellige germanske Folk h trængt ud i mange Navne, der indeholdt denne Stamme som Efterled, ligesom i sigaduʀ. Saaledes i vestgot. Villiedus (latinsk Form) i 7:de Aarh., oldtysk Williad Aar 830. Oldn. Stǫrkoðr, Starkaðr, Gen. Starkaðar, af *Starkhǫðr; Níðuðr, Gen. af *Níðhǫðr = oldtysk Nîdhad, ǫnduðr Gen. Andaðar, af *And-hǫðr = oldtysk Anthad.
