såsom han ofta brukade, och träffar henne ensam. Kanske var han i samma stämning som vanligt, en sådan, som är för matt att afföda något beslut, kanske icke. Emellertid följer deras samtal i början »vänskapens allmänna stråkväg», till dess de komma att tala om, hvad man kan vinna i lifvet, och Helene uttalar de ord, som egentligen utgöra skiljemuren dem emellan och på samma gång kanske kärnpunkten i Topsøes hela verldsåskådning: »Ingen Indsats, ingen Vinding, og daarlig Indsats, daarlig Vinding; den der setter ind paa Smaat, vinder Smaat, den der sætter ind paa Taabelighed, vinder Taabelighed.»
»Men — er der aldrig dem, der sætte Livet ind’ og som tabe?» säger då Fleming.
»Dersom de virkelig tabe, og det er ikke altid godt at se, saa har der dog veret noget Galt ved Indsatsen. Vær vis derpaa.»
Efter en stunds tystnad frågar han nu: »Helene, vil De vere min Hustru?»
Det är fullt konseqvent af Topsøe att här låta Helene svara nej. »Tror De ikke jeg ved, hvorledes De har provet mig og vejet mig i Deres Sind og saa vraget mig og atter taget mig op og atter vraget mig lige til de sidste Dage. — — — Deres Hustru vil jeg ikke vere i kreft af et tilfeldigt Lune, en Stemning, som De lyder i dag og ikke kan fastholde i morgen … ja, maaske hemmelig vil spotte over. — En Mands Kjærlighed bestemmes af hans Liv, men den bestemmer ogsaa dette. Havde De alvorlig elsket, var Deres Liv ikke blevet, som det nu er blevet. En hel
