andra förf., men hos Elster som ett genomgående karaktärsdrag — yttrar sig som sorg öfver den makt, hvilken små förhållanden utöfva öfver en trakts inbyggare, öfver människorna i det land, han kallar sitt, och för hvilkas upplysning och förädling han ville göra alt. Detta vemod fins ej längre blott i sin rena allmänhet, det har tagit en bestämd form, och detta har åter rent af gifvit det en mera praktisk natur.
I inledningen till den förut omnämda novellen »En Korsgang» yttrar Elster: »Naar man selv kommer fra lavere til rigere Egne, kommer lige ud af det menneskelige Kulturliv med den Mangfoldighed af Fremtoninger, som farver det, med den vældige Tanke-Magt, som arbeider i det, eller naar, som fornys, et Ballonbud (fra Paris under Belejringen) fyger som et varmt Pust lige ud af en Storbrand i Verdenslivet op mod disse iskolde Bredder og faar de to Billeder af det mest oprørte Verdensliv og det mest ensomme Fjeldliv til at torne sammen i hele sin storladne Modsætning for Ens syn — da famler Tanken en Stund efter et Samholdspunkt, som vidner om, at man staaer foran det samme Menneskeliv med de samme Grundkræfter, och det er som om det store Ord om alt Menneskelivs fælles Ophov, fælles Grundkaar og fælles Livshaab svigter for Ens Tro, og som om man stod foran et bortfrossent Lem af den store Skabning, og man fristes til at sporge: hvorfor blev dette skabt?»
»Og saalænge En bare ser paa det udvortes, løses heller ikk Ens Tro og Fortrøstning af den
