Poul Mølleri Den krøllede Frits.
91
man vil.« — »Ja, saa vil jeg ikke«, svarede Frits. — s Ih«, blev Onkelen ved, »naar der ikke er Andet i Veien, skal vi nok komme din Villie til Hjælp.« — »Hvorledes vil du gjøre det?« spurgte Frits. — »Det finder jeg vel sagtens paa«, sagde Herremanden. «Jeg kunde jo f. Ex. lade dig sulte, til du lærte dine Lexer.« — »Dermed skal du ikke kunne tvinge mig; thi jeg veed meget godt, at du ikke tør lade mig sulte ihjel; du vilde da selv blive dræbt af Bøddelen.« — »Jeg har flere Midler endnu«, blev den Gamle ved. »Jeg kan jo indspærre dig i et eenligt Kammer, til du giver Kjøb.« — »Det har du ikke Lov til; man kan indspærre Folk for Tyveri; men Ingen har Ret til at berøve mig min Frihed, fordi jeg ikke vil lære Latin, Fransk og andre unyttige Ting.« — Herremanden svarede; »Du er kun tretten Aar og forstaaer dig kun lidt paa, hvad Lærdom er nyttig til. For det første maa du i den Henseende blindt rette dig efter min Villie.«
»Vil du da ikke fritage mig for nogle af de mange Læretimer?« spurgte Drengen. — »Nei« , svarede Onkelen bestemt, »ikke for en eneste.«
Efter en Pause begyndte Frits igjen: »Onkel, det gjør mig ondt, at jeg maa bedrøve dig. Jeg har altid holdt meget af dig, og veed, at du holder meget af mig. Men i den senere Tid er du bleven saa urimelig, at jeg ikke længer vil blive hos dig.«
»Naar agter du da at tiltræde din Reise?« spurgte Onkelen,
»Strax!« var Svaret.
Herremanden ringede, og raabte til den indtrædende Tjener: »Luk Porten vel i Laas og sæt den store Jernstang for!« Derpaa vendte han sig atter til Drengen med de Ord: »Da jeg nu er sikker for, at din Udenlandsreise just ikke skeer saa strax, som du mener, vil jeg sige dig god Nat. (morgen tales vi nærmere ved om den Sag.«
Da Herregaardens Klokke slog tolv, sprang Frits op af
sulte svålta. o enlig enslifj. giv o Kjob gifva med sig (låta pruta med sig). — agte urniia.
