Østgnnrd: Ulvskre'e (Norsk, fra Østerd.ilen).
123
banfe, aa gjorte tiffom in ØrinnfU fring mæt aa ©ampa', aa ben eine ftang ctte ben a're vunbontifvuig, aa SrinnjU'n Bart miuber aa nuriber', faa tæjlut faa fjoppte børn aa (Tant fæi utæft øøer ettefte CaSfe, aa æi bente' bare børn ffufte faammaa aa rib' fttnb baabe ■jpeftau aa mæt. 9ta itte not ntæ bæ, faa ba bæ a're ■poper taa ©raabeitta paa baa'e ©i'er taa Siben, fom tof aat aa ute, aa ben Uten ben foaaraa« fvaa ben ene 2ia tæ ben a're, aa fømme Ijabbe grobt aa fømme tjabbe fbeftt SMaal. 3a ba fan æi itte feie anna, enb at bæ raitn fom 33 nreøber Sfitfgga paa mæt, aa æt tøffte tnæft Snøa føfte fæi opp taa £ugun, faa tjjartræbb bart æt. 2Hen eitba t;abb' cci ba faa mtjfjt) OøgS, at æi løfte 9fepe paa ettre fføtførjen aa tæt bæ fjænge, aa faa tof æi SJett ? ©barten ti £øma aa flo paa aa ffref aat S3rotta, aa faa gjeff bæ afta' teint mot litbtjopa. 21 a jo, bæ ba faabibt børn brog fei tur 23 re ja, faa æi ftapp igjøitnom; men tjefe |jopeu føt'bc mce, fømme føre aa fømme ette aa fømme paa ©i'en, aa bæ gjeff i futanbe 9ienri næette Steen. $)Jeu teft fom bøni ba itte ne'nter tjetl SRepe raff.
5£)a bart æi fagt' gta, fan bu tru, ba æi ettbte' fæff fjaa bæ Ijøfte paa -Eetnæéfa, aa ba føfi tof ©raabeinfyopen aat aa gje' fæi att--euube. ?ta ba æi naabbe ©tøeu aa fjørbe opp ti ©ar'n, ba brog æi fagt' duften biupt aa tøffte, æi fimn' itte ©n' fuiaffe.
til at flyve og dandse og gjorde ligesom oa Krinds (T t i !t | f l, SjaJi. ,,krinds", krets) omkring mig og Gampene, og den ene flni efter den anden rundtomkring, og Krindsen blev mindre og mindre, saa tilsidst saa hoppede de og skjod sig mest over det bagerste (ctleft efterst, jfr. J, „ efteras t") Læs, og jeg ventede bare, de skulde komme og rive sonder baade Hestene og mig. Og ikke nok med det, saa var der andre Hobe af Graabeen paa baade Sider af Elven, som tog til at hyle (u C e tjuta, via), og den Hylen den svaredes fra den ene 2 i (backsluttning, 1 id) til den anden, og somme havdegrovt og somme havde skingert (fttelT Oldn. k ve lir, gu 11) Maal. Ja, da kan jeg ikke sige Andet, end at det randt som lis nedover Ryggen paa mig, og jeg tvkte mest, Luen (lufvan) loftede sig op af Hovedet, saa lijerteræd blev jeg. Men endda havde jeg saa megen Sands (f)0flG om hugs an), at jeg loste Rebet paa den bagre Kulkurv og lod dot hænge, og saa tog jeg Vesle-Svarten i Tommen og slog paa og skreg til Brun en, og saa gik det afsted lige (6 e i il t rakt) mod L'lvehoben. Aa ja, det var saavidt, de drog sig udaf Veien, saa jeg slap igjennem; men hele Hoben fulgte mig, somme foran og somme efter og somme paa Siden, og det gik i flyvende (fme springa, kutft) Rend(riinn, språng) nedefter Elven. Alen alligevel kom de da ikke nærmere end llebet rakte. — Da blev jeg sagtens glad, kan du troe, da jeg endelig fik see, det lyste paa Telnæs, og 'da forst tog Graabeenhoben til at give sig tilbage (att'filbe, af ntt ater, enbt rakt, iinda). Og da jeg naaede ©to fil (1 andnings stullet, uppkorseln fran den frusna elfven) og kjorto op i Gaarden, da drog jeg sagtens Pusten dybt og tykte, jeg kunde ikke Gud fuldtakke.
