S. O. Wolff: Norsk Fædrelandssang.
133
Jeg har de gamle -Sagn saa kjærl Naar Luren gjennem Dalen toner Vemodigt mellem Birkens Kroner, Da drømmer jeg om Blod paa Sværd. Naar Fossen vildt fra Klippen skummer, Sin monotone Bas den brummer, Da tykkes mig jeg horer Klang Af Vaabenstorm og Skjaldesang. •
I Fjeldets Son endnu jeg seer Et Skud af gamle Kæmpestammen; I Oiet funkler Hel te flam 111 en, Som freidig kun ad Faren leer. I Pigens Gine blaae jeg skuer Uskyldighed og Sjofnas Luer, Og Yduns evig-unge Vaar Paa hendes Kinder farvet staaer I
Ja I herligt er mit Fodeland, Det gamle klippefaste Norge, Med Sommerdal og Vinterborge, Der evig trodse Tidens Tand I Om Kloden rokkes end, dets Fjelde Ska! Stormen dog ei kunne fælde; Som Bautsi end de skulle staae, Og vise, hvor vort Norge laae!
SKANDINAVIENS HÆVNING.
(G. Forchhammer: Skandinaviens geognostiske Natur, et Foredrag.).
Een stor Bevægelse har hele Skandinavien, med Undtagelse af den sydlige Deel af Danmark, fælles: det stiger langsomt op af Bolgerne. De underjordiske Kræfter, der brod det vestlige Norges mange tusinde Fod mægtige Urbjergskorpe, der paa mange Steder vendte Lagene i Danmark og reiste Sandlag med Bendeltang til en Høide af henved tohundrede Fod, den samme Bevægelse vedbliver endnu, og fra Altenfjord til store Belt stiger Landet lang 3. Luur {Oldn. lni)ur, jfr. Ijuda) lur. 4. funkle tjndra. fr ej di g modig, glad.---
Hævning liojning.— Bovaigelse roreiso. have fjeiles baiva gemonsam, Bendeltang bandtang (Zostera marina).
