132
3 Nnturekildringar.
Det Land endnu er skjont, Tlii blaa sig Soen bælter, Og Lovet staaer saa grønt; Og ædle Qvinder, skjonne Moer. Og Mænd og raske Svende Beboe de Danskes øer.
Et venligt Syd i Nord Er, grønne Danarige! Din axbeklædte Jord. Og Snekken gaaer sin stolte Vei. Hvor Ploug og Kjolen furer. Der svigter Haabet ei.
Vort Sprog er stærkt og blodt, Vor Tro er reen og luttret, Og Modet er ei dodt. Vort gamle 1 Janmark skal bestaae, Saalænge Bogen speifer Sin Top i Bolgen biaa.
NORSK FÆDRELANDSSANG.
(S. 0. Wolff: Nordmandssang; i Udvalgte Folkesange.)
Hvor herligt er mit Fodelaud, Det liavomkrandste gamle Norge! Sku disse stolte Klippeborge, Som evig trodse Tidens Tand, — Urverdners ganite Bautastene, Der gjennem Klodens Storme ene Som Kæmper end, i Brynier blaae. Med Solverhjelm om Issen staae!
Da Aukathor saae Norges Fjeld, Sin Kongestol han der opreiste; De Kæmper, som mod Skyen kueiste. De buede hans Heltesjæl. Naar lioit i Sky sin Vogn han kjorte, Sin Hyldest ban fra Klippen borte; De Kæmpestemmer liylded Thor: Da var der Helteoid i Nord !
3. bælte sig o: slingra sig (som eit baltc), 4. fure giira faror. 5. blod rajuk, len. — — 1. sku, initier, af skue skuda. Kloden o: jordklotet. ene eusam- isse Itjessa. 2. knejse eg. bara hufvudet liegt. bue (Huhag) beliaga. Hyldest liyllnlng,
