202
■t. Historiska Skildringar.
kede det, kaldte han ham til Samtale med sig, og spurte, hvorfor han var saa uglad. For, da du var hos os, sagde han, havde vi mangeslags Skjemt af dine Samtaler; syues du ikke længer om at være hos os? Ivar sagde, at dette ej var Tilfældet. Jeg sper heller ikke, sagde Kongen, for den Sags Skyld; jeg veed, du er saa forstandig en Mand, at du nok skjonner, at jeg ikke har gjort dig nogen Fortred; men siig mig, hvad det er. Han svarede: Herre, det, som det er, kan jeg ikke godt sige, Saa faar jeg gjette, sagde Kongen; er det Folk, som du ikke kan komme ud af det med? Han sagde Nej. Kongen spurte: tykkes du da at nyde mindre Heder af mig, end du ønskede? Ban sagde, at det var langtfra det. Har du da, spurte Kongen, seet noget, der har gjort et saa heftigt Indtryk paa dig, at du lider derved? Han sagde, at det heller ikke var det. Kongen sagde da: længes du efter at fare til andre Mænd eller Høvdinger? Han sagde Nej. Nu bliver det vanskeligt at gjette, sagde Kongen; er der da nogen Kvinde her eller i andre Lande, som du elsker? Han sagde, at saa var det. Tag dig ikke nær deraf, sagde Kongen: saasnart Vaaren kommer, skal du reise til Island, og jeg skal give dig Gods og megen Heder, Brev og Indsegl til de Mænd, der raade for denne Sag; jeg veed ikke nogen, der ej vilde føje sig eft.er mine Bønner eller Trusler. Ak, sagde Ivar, sørgeligere er det; min egen Broder er gift med denne Kvinde. Saa lad os ikke tale mere om det, sagde Kongen; jeg seer nok et Raad: efter Juul farer jeg paa Veitsler, saa kan du være med; du vil da see mange smukke Kvinder, og hvis de ikke ere kongebaarne, skal jeg give dig en af dem til Egte. Ivar svarer: Herre, det er ikke saa vel; thi naarsomhelst jeg seer fagre og herlige Kvinder, mindes jeg om hiin Kvinde, og min Sorg bliver saa meget større. Ba, sagde Kongen, maa jeg give dig noget at raade over, og dertil Ejendomme, for at du kan adsprede dig. Han sva gjcttc gissa, kumme ud uf det med kunna med, komma tilt riitta med, fiirlikns med. Tru s ol kotelse. Vcitsle o: gustning (Oldn. veizla).
