Snorre Sturlassen: Sftga om Sigurd Jorsalalarer og Eystein. 203
rede: dertil har jeg ingen Lyst. Saa giver jeg dig Gods, sagde Kongen, saaat du kan fare til hvilket Land du vil. Han sagde, at han heller ikke vilde det. Da sagde Kongen: nu veed jeg neppe, hvad jeg mere skal foreslaa; jeg har nu nævnt alt, hvad jeg kan; dog er der endnu eet tilbage, der rigtignok er kun lidt imod, hvad jeg allerede hattilbudt dig: kom til mig hver Dag, Bordene ere oppe, og hvis jeg ikke sidder og hører vanskelige Sager, skal jeg tale med dig om denne Kvinde, paa alle Maader, jeg kan finde paa, og give mig Tid; thi stundom skeer det, at man finder sin Sorg lettet ved at tale derom; hertil vil jeg og føje, at du aldrig skal gaa bort fra mig uden en Gave. Han svarede: dette Tilbud modtager jeg, Herre, og hav Tak for Eders Efterspørsel, Og nu gjorde de saaledes; saaofte Kongen ikke sad over vanskelige Sager, talte han med ham; hans Sorg begyndte nu ogsaa at lettes, og han blev atter glad.
Kong Sigurd var eu stor og sterk Mand, med lysebruunt Haar, mandig at see til, men ikke fager, velvoxeu, alvorlig i sin Tale og somoftest ikke nedladende mod Mængden, vennegod og fast i Hu, ej meget talende, ærbar og verdig i sit Væsen. Kong Sigurd var streng og ivrig i at refse, opretholdt Lovene godt, var gavmild paa Gods, en mægtig og berømmelig Konge. Kong Olaf, hans Broder, var høj og smal, smuk af Udvortes, glad og nedladende og vensæl. Da disse tre Brødre, Eystein, Sigurd og Olaf, vare Konger i Norge, afskaffede de mange Tynger, som Danerne havde lagt paa Folket, da Svein Alfivesson raadede for Norge, og deraf bleve de stadigen vensæle baade blandt Almuen og Storfolket. —
Eengang fore Kong Eystein og Kong Sigurd begge tilsammen paa Veitsler paa Oplandene, og havde hver sine Bo; men da der var kun et kort Stykke Vej mellem de Gaarde, hvor Kongerne skulde tage Veitsler, syntes Bøn van skolig svar, b ry ils am. s i ild o over o: vara sysselsat! med. refse Kalla rafst. Ty og c borda, tunga. — Bo bostad.
