266
5. Caltuiliistoriskfi Styeken.
Deel er langt mindre omhyggeligt behandlet end de to første, og et af de bedste Haandskrifter er' aldeles ikke benyttet. En ny Textudgave af Snorre kunde derfor endnu saare vel tiltrænges.
POESIE I HISTORIEN.
(C. Hauch: Afhandlinger; Forelæsninger over Njalssaga.)
Den sande Historie og den paa Historien grundede Poesie er ikke saa fremmede for hinanden, som man sædvanlig troer; thi egentlig ville de jo i det Væsentlige begge det samme. De ville nemlig vise den skjulte og allerinderste Forbindelse mellem Begivenhederne og tillige mellem disse og den menneskelige Sjæl. Hvis ikke Poesien ligesaa vel som Historien vilde dette, saa kunde der jo ikke være Tale om nogen Sandhed deri, og dog ere alle Kyndige enige om, at en saadan Sandhed bør være tilstede selv i den dristigste Digtning. Forskjellen mellem begge (mellem Historie og Poesie) ligger saaledes mere i Methoden, da Historien er bunden af den ydre Virkelighed, og kun igjennem den kan komme til den indre Sandheds Erkjendelse; Poesien derimod gaaer ud fra det Heles Kilde, fra Sjælens Dyb og fra Menneskets Charakteer, og søger saaledes, trods den ydre fri Opfindelse, at fremstille Livet i dets indre Sandhed og i dets strenge Conseqvents. En saadan Sandhed maa endog være tilstede i det frieste Eventyr, hvis dette skal blive meer end en tom Børneleeg, og saaledes er det muligt, at Historiens Opgave omsider ved Tidernes Ende, naar alt det Tilfældige og Betydningsløse er bortviftet, kan nndergaae en Metamorphose, under hvilken den vil kaste sin Larvehud og selv fremtræde som Udtrykket for den dybeste Digtning.
En Anelse om en slig betydningsfuld Poesie midt i Historien kommer ikke saa sjelden frem hos de bedre Historieskrivere; og man kan vel lægge til, at det netop er i
tiltrænge behiifva. —
— skjult fdrborgad.
