268
5. Caltuiliistoriskfi Styeken.
lod der opføre en Præstebolig og lagde Gods til Kirken, hvor næsten alle før vare Hedninger; disse Mænd ville mindes, at Eisten var Konning i Norge. Over Dovretjeld gaaer Veien til Throndhjem, der frøs mange til Døde, andre havde besværlige Reiser, der lod jeg lægge en Fjeldsti, og lagde Gods dertil; hine Mænd ville mindes, at Eisten var Konning i Norge. Udenfor Agdanæs vare der Klipper og Grunde og ingen Havn, der forgik mangfoldige Skibe, nu er der en god Havn og Skibsleie og en Kirke bygget. Siden lod jeg reise Bauner paa de høie Fjelde, deraf ville alle Mænd nu kunne nyde godt.n —Saaledes bliver Eisten ved og opregner endnu mange fiere Gjerninger , som han havde udført ti! Landets Vel; tilsidst siger han: »Vel er dette for lidet at ansee, dog veed jeg ikke vist, om Folket er værre tjent hermed, end med at Du i Serkland huggede Blaamætid i Stykker for Djævelen og styrtede dem til Helvede^ o.s.v. Tilsidst taug begge stille og vare vrede, dog blev der ved at være Fred, saalænge de levede.
Eftertænke vi nu, hvad vi her have hort, og sammenligne det med Sigurds hele Liv, da see vi aabenbart i ham en Repræsentant for den gamle nordiske Aand, baade med dens Lys- og med dens Skyggesider. Vi gjenfinde den gamle Higen efter udvortes Anseelse, efter Bedrifter, der kunne rygtes vidt i Verden, vi mærke tillige baade det gamle Heltemod og den gamle Kraft, men ogsaa det gamle ustyrlige Vildskab, der endog, som flere Træk i Sigurds Liv vise, undertiden udartede til et Slags Vanvid. Betragtet fra Bedrifternes Side var hans Færd udenlands (skjøndt Maalet rigtignok nu ikke var at erhverve Rigdom, men at dræbe Hedninger og at see Jerusalem) ikke andet end et Vikingetog i gammel Stiil; og uagtet han vandt mange Seire og et stort Navn og blev modtagen med stor Hæder af Konger og Fyrster, saa var dog al hans Tapperhed, som ogsaa hans Broder lod ham mærke, til ingen Nytte for hans Rige, og han spildte kun de Kræfter i en Art af krigersk
værre o: siimre. — rygtos vidt sporjas vida. Vildskab vUdhct.
