272-
5. Culturhistoriska Styeken.
sig igjennem Tiderne, da staaer han upaatvivJelig paa den Grændse, hvor Poesie og Historie berøre hinanden, til hvilken Grændse den dybere Historiegrandsker, den, hvis Syn rækker videre end til de blot ydre Gjerninger, ogsaa til enhver Tid har meent, at han ikke saa sjelden burde nærme sig.
LIYET OG BØGERNE.
(N. F. S. Grundtvig: Haandbotj i Verdens-Historien.)
Vi staae ved Sagas underlige Vinter-Leie paalsland, Man maa vel sige, for at finde »Nordvest-Passagen o fra den gamle til den ny Verden, og en Nordisk HistorieSkriver kan umuelig forlade, hvad han til Verdens Ende maa kalde sin Vugge, uden at dvæle nogle Øieblikke ved Ihukommelsen af Bårne-Livet der, nu vel forsvundet som en Drøm, men efterladende sig dog et Indtryk, som de lyslevende og »stærke« Drømme, hvori hele Levnets-Løbet speiler sig!
Den Islandske Fri-Stat, vel kun bekiendt i Norden, men ligefuldt Middel-Alderens store Vidunder, fik en sørgelig Helsot, som den ene og alene maa tilskrive sig selv; thi uagtet Norges Konger ligefra Begyndelsen naturligviis saae lidt skiævt til den og attraaede fra HelligOlavs Dage aabenbar Over-Herredømmet, saa prøvede de dog aldrig paa at tage Øen med Staal-Handsker; og selv da Øen frivillig underkastede sig Magnus Lagabæter (1264), var Vilkaarene saa hæderlige, at de ikke gjorde mindste Skaar i Friheden, med mindre Man forvexlede den med en Uafhængighed, som Kongerne for længe siden, ved at lukke de Norske Havne for dem, kunde lært Islænderne, var kun et Muuds-Veir. Naar derfor det Islandske Saga-Tempel med det samme forvandledes til en Jette-Stue, da var det aabenbar kun fordi den »sorte Død«, der forvandler alle Templer til Grave, i Aanden
dvæle dviiljas, drBja. — Helsot (Sk.) sjukdom till ddds. gjore Skaar i gora intrång (skåra) i.
