288
5. Caltuiliistoriskfi Styeken.
Den Drukkenboldt, Coujon, den taabelig, udygtig. Den Hoerkarl, gierrig, dum, den doven og den flygtig; En anden derimod er konstig og subtil, Han straffer samme Feyl, men udi saadan Stiil:
A. stor Ærbodighed har for de gamle Fædre,
Af dennem seer man dog ham Noah mest at hædre; Thi han de bedste Raad gav Mennesket mod Torst, Han lærde Verdens Bnrn at plante Druer forst.
B. sterk og hidsig Drik i Munden aldrig tager, Han Viin og Brændeviin, ja 011 end ikke smager, Undtagen eene naar upasselig han er,
Men han en Helbreds Stund fast aldrig har desvær!
I C.'s Guds-Dyrkelse man egen Iver skionner; For han i Kirke gaaer at giore sine Boniier, Bedriver i.nn en grov og en forsætlig Synd, Med storre Alvor at han læse kand og Fynd,
D. synes ligesom han Dommere vil lære. Og viise dem, at biind Justilia bor være; Man derfor sovende i Retten hannem seer, Persons Anseelse hos ham saa ikke er.
Saa dræber een subtilt, en anden Struben fatter, Een slaar ihiel med Magt, en auden kun med Latter; Man udi Maaden kun dem u-eenstæmmig seer, Den samme Ting kun ey paa samme Maade skeer.
HOLBERG SOM FORFATTER, fil/. Hammerich: Bidrag til en Skildring af Holberg; i Nord. Univ. Tidskr.)
I Fortalen til Epistlerne forklarer Holberg, at han med dette sit sidste Skrift »har nogenledes fuldfort sit Forsæt, at moralisere paa alle brugelige Maader: ved lystige Poemata, ved Satires, ved Reliexioner over Helte- og Heltinde-Bedrifter, ved alvorlige moralske Tanker og endelig ved disse Epistler; saa at der fattes ikkun at udføre moralske Materier ved Samtaler, hvilket dog ogsaa kan siges at være skeet ved Skuespillene, som bestaae> udi Dialoger og fast alle ere moralske.« Han vilde moralisere for sine Landsmænd, ikke blot oplyse dem, men opdrage dem tillige, og
Drukkenboldt fytlbult. taabelig dum. udygtig- oduglig. doven Int.
Ærbodighed vordnad. forsætlig uppsåtlig. Fynd eftortryck, Latter ldje.---
nogenledes nagorlunda.
