Kjtempeviser.
315
De vildene Dyr, i Skoven var, Og- de forgjætte' at springe ; De smaa Fugle paa Kvisten sad, Do bredte ud deres Vinge.
»Hor du, favren Ungersvend i ii Og vil du hos os blive, u Da ville vi kjende dig ramme Runer, "Dertil at læse og skrive.
ii Vi skal kjende dig Bassen at binde nOg Bjørnen op til Eg; »Dragen med sit mogle Guld »Skal flye af Landet for dig.«
[De dandsed ud og de daudsed ind, Og hver med Kjæreste sin; Alt sad jeg fattige Ungersvend Og havde min Haand under Kind.
Der kom en Jomfru gangendes ud Med hvide Solvkar paa Hænde; Hun spildte Mjøden for sin Fod, Saa gjorlig mon jeg hende kjende,
»Hor du, kjære Soster min, »Og skal jeg med dig drikke!n — »Du lade Hornet saa lystelig til Mund, »Lad Mjoden ad Brystet rinde.
»Du lad Hornet saa lystelig til Mund, »Lad Mjoden ad Brystet rinde! »Det er saa ledt i Bjerget at være »Alt isos de Elvekvinde.u
Saa lod jeg Hornet til min Mund, Lod Mjoden ad Brystet rinde. De Elvekvinder klapped deres Hænder sammen, De tænkte, de havde mig vundet.
»Og hor du, kjære Soster min! »Vil du nu med mig ride: »Jeg vil dig fore saa langt af Led, »1 Bjerget skal du ikke bie.« —
»Du forer mig aldrig saa langt af Led, »Og end til Verdens Ende,
8. kjondo o: tara. rum stork. 9. Hasse vildsvin, mogle myckna. 11, Sotvk ar silfvetkårl. gjorlig o: tydligt. 14, lod, imperf. aflade.
