Wessel.
379
Men hov nu Loier! Netop Dagen, For Dora skal gaae i Sagen, Fremtriner fire Borgere For Dommeren: den mest veltalende Ham saa tiltalede: ii Velviseste!
Vi veed, paa Byens Vel De altid see; Men Byens Vel beroer derpaa, At vi vor Smed igien maae faae. Hans Dod opvækker jo dog ei den Dode? Vi aldrig faaer igien saa duelig en Mand. For hans Forbrydelse vi altfor grusomt bode, Om han ei hieipes kan.« —
ii Betænk dog, kiere Ven! der Liv for Liv inaa bodes.« —
»Her boer en arm udlevet Bager,
Som Pokker snart desuden tager.
Vi har jo to; om man den ældste tog af dem?
Saa blev jo Liv for Liv betalt.« —
»Ja«, sagde Dommeren, »det Indfald var ei galt.
Jeg Sagen at opsætte nodes;
Thi i saa vigtigt Fald man maa sig vel betænke. Gid vores Smed jeg Livet kunde skienke! Farvel, godt Folk! jeg gior alt, hvad jeg kan.« — »Farvel, velvise Mand!« —
Han bladrer i sin Lov omhyggelig. Men linder intet der for sig. Hvorved forbuden er, for Smed at rette Bager; Han sin Beslutning tager, Og saa afsiger denne Doiu: (Hvem, som vil lmre den, han kom!) »Vel er Grovsmeden Jens For al Undskyldning lens, Og her for Retten selv bekiendte. Han Anders Pedersen til Evigheden sendte; Men da i vores Bye een Smed vi ikkun have, Jeg maatte være reent af Lave, Ifald jeg vilde see ham dod. Men her er to, som bager Brod.«
»Thi kiender jeg for Ret: Den ældste Bager skal undgielde det,
opsætte uppskjuta. — rotte afratta. Irans for blottad pa. af Livø (i olag) befangd. — kietitle for Itet falla utslag.
