Oehlenschliiger.
399
I skal ei dennesinde doe; Og naar jeg raaber I-Iop og Ho — I kiende mine Hunde — Saa iler til det Jordehuus! I her forraades kunde.«
Kong Frode stiger ud paa Strand; Da lægger sig om Øens Rand En kold og fugtig Taage, For blomstrende Skjoldungeblod De gode Alfer vaage.
De muntre Drenge lege hist I Skoyen med den Blomsterqvist; De vil dem ikke skiule. Mildt vifter Morgenluftens Pust I deres Lokker gule.
n Og hor, du Vi fil Boude, nu! Jeg mener, du est falsk i Hu, At Piltene du giemmer.« — »Hei«, raabte Vilil, »Hop og Ho!« Han horte deres Stemmer.
Da smutte begge Drenge bort, Liig Skovens kongelige Hiort For Pilen, som vil dode. »Der kommer vel engang den Tid, At vi kan Faren mode.« —
»Hvad raabte du paa Ho og Hop? Paa Steilen fletter jeg din Krop! Vilst du dem Faren dæmpe?« Da svarte Vifil diærvt og stolt; Thi Vifi! var en Kæmpe:
»Herr Konning! Øen er ei stor; Lad søge, hvis du mig ei troer, Bag Dysser, Træer og Stubbe, Men hor dog nu et Alvorsord Af en bedaget Gubbe:
Din Broder lumskelig du slog; Men hvis du og hans Sønner vog — Ved Odin i Valhalla,
12. denne-sinde denna gång-, J7« Stelle stogel. 18. Dysse stenros, jord hog. 19. vog, impf. af vei o våga 0: falla (i strid).
